Måske er jeg som læser af blandt andet Nis Jakobs fremragende Wolf-serie for godt vant. For godt vant med masser af aktion og nervepirrende spænding. Uanset hvad så er der i hvert fald et helt andet tempo og en hel anden spænding – eller mangel på samme – i det, som på bagsiden af bogen kaldes ”en højaktuel, nervepirrende, dansk spionthriller”.

Ja, bevares. Emnet kinesisk industrispionage er højaktuelt. Det har det været i årtier. Bogen handler om spioner og er skrevet af to danskere. Men at kalde den en nervepirrende spionthriller er falsk markedsføring på linje med DSB’s togbusser.

Bortset fra en afstikker til Tyrkiet – som har meget lidt relation til resten af fortællingen – og en meget tam afslutning i Grønland, så bevæger vi os hovedsageligt rundt på Østerbro og i forstæderne lige nord for København. Her er skam også meget hyggeligt. Men nervepirrende er en tur i Lyngby Storcenter sjældent.

Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen er den ene af de to forfattere til bogen, som handler om netop efterretningstjenestens arbejde med at forhindre kinesisk spionage.

Handlingen i ”Skygger på silkevejen” ligger helt sikkert tættere op ad den virkelighed, som Lars Findsen har erfaring med, end handlingen i Wolf-bøgerne. Men det er bare ikke særligt interessant og nervepirrende. Jeg siger ikke, at de gerne skulle have været helt oppe på Wolf-seriens niveau. Men bare en lille smule nerve og puls havde været prisværdigt. For de bliver gabende kedeligt.

Og så er hovedpersoner med knas i parforholdet – uanset om det er kriminalbetjente, journalister eller agenter – bare så stor en kliche, at det ikke er til at holde ud.

Det er prisværdigt at den nu afskedigede FE-chef bruger sin viden og erfaring som afsæt til fiktion. Men næste gang må der gerne skrues lidt op for tempoet og mængden af “action”.

Lars Findsen og Jacob Weinreich: Skygger på Silkevejen. Politikens Forlag, 2024. 432 sider.