Gæsteanmeldelse af Mette Herman fra instagramprofilen @bog.dag.bog

Det er 21 år siden, at Jens Blendstrup brød igennem med romanen ”Gud taler ud” om opvæksten i parcelhuset i Risskov med sine brødre og sin stærkt excentriske far, den alkoholiserede psykolog Uffe Blendstrup.

Med ”Gud bliver til” får vi nu forhistorien til Uffe Blendstrups storhed og fald, og hvor ”Gud taler ud” bestod af episodiske erindringsglimt, er fortællestilen i Blendstrups nye roman en noget anden. Episk kan man ligefrem kalde den. Vi følger Uffe Blendstrup fra han er 9 år i 1936 og flytter hjemmefra for at blive kostskoleelev på Herlufsholm og frem til 1945, hvor krigen slutter og Uffe bliver student. Fordi Uffe er særligt opvakt, har han fået en friplads på skolen. En friplads, man dog kun kan beholde, hvis man hvert år får gode karakterer.

”Gud bliver til” er virkelig underholdende og morsom læsning fortalt fra Uffes perspektiv, ja nærmest hyggelig læsning. Uffe er ikke som de fleste, og særligt første del af romanen med de første år på kostskolen er eminente, hvor vi indføres i det ritualiserede liv, der leves på kostskolen med et væld af regler, traditioner og ikke mindst ondskabsfulde præfekter. Forlægget for romanen er en kasse med farens breve, telegrammer og fotografier fra 1936-1945, som Jens Blendstrup fik overleveret for nogle år siden, og breve spiller da også en stor rolle i romanen, hvor nogle af de sjoveste passager er brevudvekslinger mellem fx Uffe og hans mor.

”Gud bliver til” er dog også andet end gak og løjer. Det er også en roman om savn og de tætte venskaber, som drengene knytter på skolen, men sentimentalt bliver det i Blendstrups univers dog aldrig. Dog går humoren og alvoren dog ligesom hånd i hånd, for livet er ikke altid nemt for lille Uffe. Blendstrups ærinde er da tydeligvis heller ikke at skrive en kritisk roman om kostskolelivet eller overklasselivet for den sags skyld. Nok snarere tværtimod, for årene på skolen er også formative år, der giver den videbegærlige og ambitiøse Uffe nye perspektiver og muligheder, og klasseforskellene fylder i Blendstrups skildring af kostskolelivet da også forsvindende lidt.

Som titlen antyder, er ”Gud bliver til” også en slags udviklingsroman, hvor kimen til den Uffe, vi møder i ”Gud taler ud” bliver lagt, og hvor mangt og meget skal afprøves, opleves og erfares på egen krop. Det er ikke bare underholdende og morsom læsning, men frem for alt er ”Gud bliver til” en sproglig fornøjelse at give sig i kast med.

Rygtet siger i øvrigt, at der kommer endnu en roman om Uffe. Angiveligt skulle titlen være ”Gud giver den gas”. Kan man andet end glæde sig til det?

Jens Blendstrup, Gud bliver til, Gyldendal 2025, 292 sider