Digtsamlingen Isblåt som det blå blå isbjerg indfanger læseren med en smuk og poetisk rytme, der kombinerer varme og mildhed med en skarp kommentar på den moderne verdens udvikling og den natur, vi er ved at miste. Lindholm beskriver en verden i konstant forandring, hvor globaliseringen påvirker vores hverdag og miljø.

Med slående linjer som “Livet, hvor det er blevet en vane at miste noget af verden hver dag” og “Vi efterlader navneord uden genstande” sættes der fokus på det tab, vi oplever og kommer til at opleve i langt større grad. Spørgsmålet “Er det løbet, bevægelsen der gør os til mennesker?” inviterer læseren til at overveje, hvad det betyder at være menneske i en verden, der konstant ændrer sig, og hvad der har drevet den udvikling og det ræs, vi er vidne til. I stedet for blot at forkaste den globale udvikling, prøver Lindholm gennem sine digte at forstå, hvad der har ført os hertil.

En gennemgående kærlighed til datteren er tydelig i digtene, hvilket tilføjer en personlig dimension og portrætterer de følelser, som mange forældre bærer rundt på i en tid, hvor klimaudfordringer og krige er daglig kost i fjernsynet eller radioen. Følelser, der får nogle til ikke at ville sætte flere børn i verden.

Digtsamlingen balancerer mellem håb og meningsløshed på en måde, der gør den spiselig. Linjen “Håbet er ikke et smil, magteløsheden er (et smil)” understreger en følelse af afmagt, der ofte ledsager vores håb om forandring i en verden, hvor meget synes uden for vores kontrol.

Isblåt som det blå blå isbjerg er en smuk og indsigtsfuld digtsamling, der gennem skønheden i sproget tvinger os til at konfrontere de barske realiteter i vores tid. Digtsamlingen portrætterer de tanker og følelser, som en far bærer rundt på gennem opfostringen af sin datter. Lindholms evne til at væve personlige følelser sammen med globale temaer gør denne samling til en betydningsfuld læseoplevelse.

Victor Boy Lindholm, Isblåt som det blå blå isbjerg, Turbine, 93 sider, april 2024