// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Dy Plambeck: Mod midnatssolen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Dy Plambeck: Mod midnatssolen

Skrevet af den 2. juli 2024 – 05:19Ingen kommentarer

Dy Plambeck har i interviews fortalt, at hun som mor i en sammenbragt familie selv har manglet bøger at spejle sig i og at det er noget af baggrunden for at hun har skrevet romanen Mod midnatssolen.

I romanen følger vi 41 årige Amy på rejsen fra Amager til Tromsø. Hun skal deltage i en familiefest hjemme hos sin norske kæreste Mats, der er far til hendes yngste datter. Med sig på rejsen har hun sine to døtre fra sit første ægteskab og sine ungdomsveninder Kari og Lulu. Hvordan får man et familieliv og kærlighedsliv til at fungere, når man bor i hver sit land og hver især har børn fra tidligere ægteskaber? Det er det helt store spørgsmål, som bogen rejser. Let er det ikke.

Mod midnatssolen er en roman om at blive holdt hemmelig som kæreste lidt for længe, om at føle at den tidligere kone fylder for meget, en roman der undersøger hvad en familie egentlig er og en roman om usikkerheden i alt det nye komplicerede i en sammenbragt familie. Romanen er let at læse, den er skrevet med humor som fx her “Jeg havde ikke et ønske om en sammenbragt familie. Det lød som et dårligt måltid. Intet var værre end et sammenskudsgilde, på trods af alle gode intentioner var det aldrig vellykket.”

Sideløbende med den nutidige fortælling om sammenbragte familier møder vi Amy i hendes ungdomsår, dengang hun delte lejlighed med Kari og Lulu i Kalundborg. De levede af billig mad, arbejdede i en boghandel, gik i byen og mødte mænd. Amy blev kærester med Jarne, en lidt skæv karakter, som jeg gerne læste meget mere om. Forfatteren er skarp, når det handler om at tegne nuancerede portrætter af de mennesker, der ikke lever og tænker som flertallet. Det så vi også i hendes tidligere roman Gudfar.

Mod midnatssolen er også et portræt af betydningsfulde venskaber og en fortælling om de vigtige år i overgangen til voksenlivet. Og så er det en reminder om at erfaringer og hændelser fra ungdommen tages med ind i voksenlivet.

Romanen er ikke helt så skarpt skåret som den prisvindende Til min søster. Den er lige længe nok om at komme til at handle om det som den er brandet som, men er du tålmodig og frisk på flere rejser, både den til Tromsø, rejsen mod at finde sig selv i den nye familie og rejsen tilbage til de unge år, kan du ende med en helt fin læseoplevelse.

Dy Plambeck har flere ret gode romaner bag sig, for eksempel romanen Gudfar og Til min søster, der ligesom Mod midnatssolen kredser om at finde sin plads i livet i relation med andre mennesker. Hvis du kender små læsere i indskolingen/på mellemtrinet kan jeg desuden anbefale den ret så fine serie Os fra blomsterkvarteret.

Dy Plambeck, Mod midnatssolen, Gyldendal, Maj 2024, 342 sider

Der er lukket for kommentarer.