Guillaume Musso: Den ukendte kvinde fra Seinen
Guillaume Musso er en vaskeægte succes som krimiforfatter og ikke kun i sit hjemland, Frankrig. Alle hans 17 bøger har ligget på den franske bestsellerliste, og bøgerne er i dag oversat til 42 sprog i verden. Du kender måske titler som ”Et atelier i Paris”, ”Central Park” eller ”Opkald fra en engel”. Nu er han tilbage med en hæsblæsende krimi om identitetsforveksling og dystre forbindelser. Og det er herlig underholdning.
Musso introducerer sine figurer lidt dovent, men i ”Den ukendte kvinde fra Seinen” virkede det faktisk for mig. Jeg synes ofte, vi får præsenteret lange livshistorier og persontræk fra alt for mange figurer i alt for mange bøger. Enten er figurerne af mindre betydning for handlingen, eller beskrivelsen er alt for dyb i forhold til det, vi har behov for at vide. I denne bog kan du diskutere, om vi får nok indsigt i hovedpersonerne gennem beskrivelserne, for det kan efterlade os med en opfattelse af, at vi ikke skal bekymre os så meget om personerne men mere om handlingen. Det giver sådan en lidt kærlighedsnovelle-stemning; altså med fokus på øjeblikket og ikke så meget på personerne – og i dette tilfælde uden for megen kærlighed.
Hovedpersonen i historien er Roxanne, der kommer til at arbejde for en specialenhed for det franske politi i Paris. Enheden tager sig af særlige sager, som ikke falder ind under det normale politis arbejde. Og allerede på sin første dag bliver Roxanne involveret i en sag, hvor en kvinde er blevet hevet op af Seinen. Milena lever, men der er stor forvirring om, hvordan hun er havnet der.
Roxannes forgænger på pladsen; Marc, er faldet på trappen i bygningen og ligger i kunstig koma på hospitalet. Men er det hele bare en tilfældighed? Eller er Marc involveret i historien? Og på et tidspunkt må Roxanne stille sig selv spørgsmålet: Hvordan kan man både være død og i live på samme tid?
Dialogen mellem figurerne er fremragende. Den er naturlig, troværdig og meget fortællende. Og det er måske her, Musso bruger kræfter på sine beskrivelser af personerne – i det let skjulte. Hvis du ikke laver lange fortællinger om personer og på den måde introducerer dem, så kan du gøre det på andre måder. En metode er gennem dialog. Og det er det, der virkelig virker for mig i denne bog. For mig er det sådan, at hvis dialogen virker og er troværdig, så kan handlingen tage mig stort set hvorhen, den vil.
Og uden at skulle røbe for meget på forhånd, så vil jeg da nævne, at handlingen her både byder på en meget mærkværdig teatertrup, gamle dødsfald samt en kult.
Jo jo, der er nok at tage fat på her. Men glæd dig til en underholdende fortælling i et relativt højt tempo. Vil den her bog stå som et lys på den øverste hylde i mange år fremover? Nej, det vil den nok ikke, men en gang imellem vil jeg bare gerne have solidt benarbejde og god underholdning. Og det får jeg her.
Guillaume Musso: ”Den ukendte kvinde fra Seinen”, Forlaget Lindhardt og Ringhof, 372 sider, På dansk ved Kim Witthof, udkom september 2023.
Læs også:
Pam Jenoff: De forsvundne kvinder