Michel Houellebecq: Tilintetgøre
Mere end noget andet er Michel Houellebecq vel en institution. Hans forfatterskab er ikonisk og omfattende, og har du nogensinde set fotos eller endda film med Houellebecq, så er du ikke i tvivl om, at han på alle måder er en type.
Lad os lige slå fast, at han skriver fabelagtigt. Du kan have dine meninger om hans ofte relativt menneskedystre handlinger, men ordene flyder lifligt fra hans pen, og du skal nok være en helt særlig kritisk læser , hvis du ikke labber dem i dig. Det samme gør sig også gældende for ”Tilintetgøre”. Men her får du faktisk intet mindre end en regulær bonus ved at læse bogen til ende.
Handlingen er såmænd ganske dramatisk. Vi befinder os i 2027, og der skal være præsidentvalg i Frankrig. Op til valget bliver en video spredt på nettet. Videoen indeholder en scene, hvor økonomiministeren, Bruno Juge, bliver halshugget. Kvaliteten er meget høj, så selvom den ikke er ægte, vækker den bekymring.
Paul Raison, der kender Bruno rigtig godt, bliver involveret i sagen, og det er heldigt. Hans ægteskab med Prudence har længe været sendt til tælling. Men nu sker der ting i Pauls personlige liv, der får en indflydelse på hans og Prudences ægteskab. Måske er alt ikke så sort, som det ser ud.
En meget vigtig ting at fortælle er, at Houellebecq faktisk er meget let at læse. Du kunne sagtens sidde med en følelse af, at han måske var en ophøjet fransk ’kunstner’, der med rette tillod sig at være meget prætentiøs. Men intet kunne være mere forkert. Mens handlingen måske ikke altid lige er i øjenhøjde, så gælder det til gengæld for sproget og valg af ord. Og det kan jeg virkelig godt lide.
Flere anmeldere har indikeret, at de ser ”Tilintetgøre” som muligvis Houellebecqs sidste værk. For første gang lander han nemlig ikke sig selv i et eller andet litterært hul eller i en dyster skæbne men til gengæld både i spirrende håb og positivisme. Og mens det godt kunne være en ny platform til masser af nye værker, så skriver Houellebecq selv i efterordet – måske egentlig ganske ukryptisk – at han er nået frem til den konklusion; ”det er på tide, at jeg standser”.
Bogen er lang, over 700 sider. Til tider føles den også lang. Men den føles på intet tidspunkt tung. Og blot fordi Houellebecq nu har fundet en vej ind i lyset, om man så må sige, så skal du ikke tro, at der er tale om noget sentimentalt pladder. Det er ikke kunstigt. Det er ikke uægte. Det er faktisk ganske smukt og oprigtigt og på én eller anden måde nært.
Jeg kan lide bogen både på grund af handlingen og den fremragende direkte fortælleform, men jeg kan i den grad også lide den, fordi Houellebecq er en forfatter, der tilbyder indsigt og udvikling – både hos sine figurer, i sit eget fortælleunivers og i os selv som læsere. Oftest er en pandekage blot en pandekage, og det er der ikke noget galt i. Nogle gange er vi så heldige, at en pandekage bliver et måltid med dejligt tilbehør. Denne pandekage er en hel oplevelse med smagsnuancer og sammensætninger, du stadig smager på flere timer efter. Læs selv.
Michel Houellebecq: ”Tilintetgøre”, Forlaget Vinter, på dansk ved Niels Lyngsøe, 720 sider, udkom september 2022.
Læs også:
Emily St. John Mandel: Station Elleve
