Serotonin er et brag af en bog. Det er Houllebecq, når han er allerbedst – nogen vil mene allerværst – en rejse gennem et Frankrig, der er ved at falde fra hinanden, fortalt af en mand, der for længst er gået op i limningen.

Florent-Claude er træt af sit liv og sin eller så unge og spændstige kæreste. Han er 46, midt i livet, der ikke rigtig er blevet til noget. Han ryger smøger, drikker for meget og arbejder for Landsbrugsministeriet for at skrive notater om landbrugets problemer som ingen læser og ingen tager sig af.

En dag bliver det for meget. Egentlig vil han slå kæresten ihjel, men det kan han alligevel ikke helt overskue konsekvenserne af. Det er for meget handling. I stedet siger han jobbet op, sælger lejligheden uden at informere kæresten og tager bare af sted en morgen. Så må hun jo selv finde ud af det, når lejligheden forsvinder hen over hovedet på hende. Han finder et af de få hoteller i Paris, hvor man stadig må ryge, og så ligger han ellers dér indtil en læge udskriver antidepressiver til ham og advarer ham om at være alene til jul og nytår, der er højsæson for selvmord.

Så Florent-Claude tager ud i landet, på jagt efter tidligere forhold og en enkelt gammel ven. Måske er formålet at sige farvel, måske er det at blive mindet om, at også han engang var noget vigtigt i andres liv – men det går naturligvis ikke som forventet.

Landet, det franske landbrugsland, er under forandring. EU’s afskaffelse af mælkekvoter gør landmændene desperate, for det der engang var et agtværdigt erhverv er reduceret til en evig kamp mod terminerne uden udsigt til forbedring. Og hvad stiller man så op? Hvad stiller Frankrig op? Og hvad gør vores fortæller, den utilpassede Florent-Claude, der alligevel ikke er i stand til at holde distancen trods sine mange år i landbrugsministeriet. Houellebecq har ingen svar, men samfundskritikken er kras. Der er ikke langt fra Serotonin til de gule veste og den desperation, mange mennesker føler over for samfundsudviklingen.

Houllebecq forstår at skrive antihelte frem, så man både har medlidenhed med deres uformåen og raser over deres kvindehad og misantropi. Florent-Claude – der hader sit navn, som han hader alt andet – er ingen undtagelse, men han er alligevel en smule mere sympatisk end andre af Houllebecqs hovedpersoner. Han er selvdestruktiv, støder alle (kvinder) fra sig, der viser ham den mindste kærlighed, men bag selvhadet og depressionen ligger resterne af en mand, der egentlig ville det godt, men som aldrig formåede at leve op til sine forældres kærlighedsideal. Deres kærlighed var af den romantiske, overvældende slags, og der var ikke rigtig plads til Florent-Claude i dén familie. På den måde bliver Serotonin også historien om et barn, der aldrig blev elsket, og som derfor ikke forstår at bruge sin egen kærlighed.

Michel Houellebecq: Serotonin. 349 sider, Rosinante. Oversat af Niels Lyngsø, 2019