De fleste fodboldfans kan huske det første VM, de fulgte med i. For mig var det, da jeg som lille dreng på en charterferie i Italien, fulgte så godt med i VM i Vesttyskland i 1974, som det overhovedet var muligt.

For den franske forfatter, Olivier Guez, var det VM i Spanien i 1982. Kender du lidt til fodbold, ved du også, at dette VM var den perfekte introduktion til fantastisk fodbold for enhver franskmand. Ikke alene spillede fransmændene fantastisk; selve VM var også et af de bedste nogensinde med blandt andet ’det bedste brasilianske hold, der aldrig vandt VM’.

Et VM af så høj kvalitet kan få de fleste op af sæderne, og det var chokerende, da den helt store favorit til titlen, nemlig Brasilien med stjerner som Eder, Zico, Socrates og Falcao på holdet, til alles kæmpe forbløffelse blev slået af et Italiensk hold, der før denne kamp havde spillet ret skidt og kun var nået videre til mellemrunden på bedre målscore end Cameroun. Nøjagtigt som Danmark formåede i 1998, vandt de deres første kamp efter gruppespillet, efter at have spillet meget skidt og uinspireret i de tre indledende kampe. Men nu tog fanden ved Italienerne. De fik gang i den sovende stjerne, Paolo Rossi, der grundet en bestikkelsesskandale have haft karantæne fra al fodbold i to år og derfor havde været ude af kampform. Han endte med at blive turneringens topscorer og krøllede ene mand brasilianerne om sin lillefinger ved at score alle tre mål i 3-2 sejren. Italien vandt desuden én af de mest dominerende finalesejre nogensinde, da de udspillede Vesttyskland 3-1 i finalen og endda brændte straffe i processen.

Olivier Guez kunne endda glæde sig over, at hans Frankrig spillede den måske bedste VM-kamp nogensinde, et tæt og intenst semifinale-nederlag til Vesttyskland. Jeg forstår med andre ord til fulde, at han har fundet grund til at hylde sporten og repræsentanterne for Joga Bonito – det smukke spil, som ved dette VM ikke bare var Frankrig men i særdeleshed Brasilien.

Hvis du nogensinde har følt noget andet for en sport som fodbold – i særdeleshed brasiliansk fodbold – end ’at det bare er en sport’, så er denne bog for dig. Og hvis ikke, så kan din interesse måske blive ekstra pirret in denne hyldest, der nærmest har mytologiske undertoner.

Guez skriver smukt, til tider nærmest poetisk om sin helt store passion, driblingen, men titlen gør ikke bogen nok ære. Til gengæld får vi en interessant oplysning om, hvorfor driblekunsten blev så veludviklet i Brasilien. I store dele af første halvdel af forrige århundrede forsøgte Brasilien som land at nærme sig Europa og frasige sig sin afrikanske indflydelse, herunder også spillere af afrikansk afstamning. På fodboldbanerne betød det, at der mere eller mindre var fri jagt på de få mørke spillere, der havde fået lov at få en plads på holdene, og derfor blev deres evner til at drible og undgå de hårde tacklinger nærmest en livsnødvendighed. Fascinerende.

Det er oplysninger som denne, der er bogens helt store værdi. Når du nyder noget velskrevet og så oven i købet bagefter opdager, at du har lært en masse nydt, så er det vist gaven, der bliver ved med at give.

Bogen slutter af med et essay om Zidane og endnu et om Benzema, to af fransk histories helt store spillere. De er velskrevne, men de virker lidt ude af kontekst og er nok kun med, fordi emnet er fodbold, og at selve hyldestbogen til de smukke brasilianske driblere ikke var særlig lang i sig selv. Men alt i alt var det en rigtig god oplevelse.

Olivier Guez: ”Driblingens lovprisning”, Forlaget Bobo – Den franske bogcafes forlag, 168 sider, på dansk ved Peter Borum, udkom november 2022.

Læs også:
Olivier Guez: Da Josef Mengele forsvandt

Rob Smyth: Fodboldsvindleren

Christian Nørgaard-Larsen: Halvguderne – 100 år i italiensk fodbold