// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Uri Løvevild Golman: Mit vilde hjerte
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Erindringer, Fortællinger, Grønland, Spænding

Uri Løvevild Golman: Mit vilde hjerte

Skrevet af den 29. december 2022 – 06:00Ingen kommentarer

Det er ikke sikkert, du kender eller har hørt om Uri Løvevild Golman. Indtil for kort tid siden må jeg indrømme, at jeg ikke var særlig bekendt med ham. Når du har læst ”Mit vilde hjerte”, kan du muligvis, som jeg gjorde, undre dig voldsomt over, hvordan i al verden det kan være.

I store træk handler den om en meget usædvanlig mand, der har valgt at dele sin historie. Men hvor vi andre muligvis kan have historier om vores opvækst i Maribo, Middelfart eller Mariager, vores skolegang i Haslev, Herning eller Havnsø og vores arbejde i Slagelse, Sabro eller Sakskøbing – muligvis med en afstikker i form af et kort udlandsophold, så har Golman taget en lidt anden rute, om man så må sige.

Er du nogensinde stødt på Golman, er det med største sandsynlighed i hans rolle som fotograf for National Geographic, som han sammen med sin hustru, Helle, har leveret fabelagtige fotos til. På TV2 har du kunnet følge de to i serien, ”Vores vilde verden”. De står også bag ’Project WILD’, som er deres fælles projekt for at redde verdens sidste vilde natur og truede dyrearter.

Men du kan muligvis også have stiftet bekendtskab med ham fra den forfærdelige historie om mordforsøget på ham i Gabons hovedstad, Libreville i 2017, hvor han blev stukket 10 gange med en kniv og reelt var død i to minutter.

Du får hele Golmans fantastiske historie begyndende med hans tid som elitesoldat og hans ikke-godkendte kærlighedsforhold til en kvindelig officer. Og du får lov at rejse med ham rundt i verden på eventyr, som kun få kan få lov at drømme om.

Bogen er rigtig godt skrevet, og fortællingerne leveres med kæmpe indsigt, slet skjult humor og stor selvforståelse. Fremfor alt er der en åbenhed og en ærlighed, der siger utroligt meget om, hvem Golman er som person, og hvem han og Helle er som mennesker. Der er med mellemrum mennesker, jeg læser om, som jeg med det samme ved, jeg ville nyde at møde. Dette par ville det være et stort privilegium at hilse på.

Jeg får en god følelse i kroppen, når jeg læser historier som denne. Ikke alene har vi at gøre med et mennesker, der har en yderst interessant historie. Men når den er fortalt så levende, så spændende og krydret med så meget glimt i øjet, så er jeg helt med. Jeg har svært ved at anbefale en bog mere, end jeg gør med denne. Du er underholdt – med alt hvad det indebærer af grin og gru – fra start til slut.

Uri Løvevild Golman: ”Mit vilde hjerte”, Forlaget WGPRESS, 304 sider, på dansk ved Miriam Wanner, udkom oktober 2022.

Læs også:
Jan Grarup og Jakob Fälling: Hvor jernkorset gror – en krigsfotografs erindringer

Rasmus Tantholdt: 65 dage i Ukraine

Eske Willerslev: Det er et fucking eventyr

Der er lukket for kommentarer.