“Hvorfor er du ikke død endnu?”. Dette spørgsmål blev for nylig stillet til den verdensberømte krigsfotograf Jan Grarup under et foredrag. Hans svar var, at det var lige dele sjette sans, held og noget han ikke kunne forklare. Men, at han havde været tættere på at blive dræbt, end han ønskede at fortælle.

Mit ønske var, at læsningen af hans seneste biografi “Hvor jernkorserne gror” ville bringe mig endnu tættere på denne på én gang dødsforagtende og fotografiske ildsjæl, der gang på gang har sat livet på spil for at sætte alverdens katastrofer på dagsordenen.

Jan Grarup er en internationalt prisvindende fotograf. De seneste 30 år har han på gribende vis dokumenteret naturkatastrofers gruopvækkende scenarier, og kriges uendelig gru og altødelæggende ondskab fra brændpunkter som Rwanda, Rumænien, Irak, Somalia, Haiti, Sudan og Balkan.

Biografien veksler mellem beskrivelser af reportageturene og de personlige, hjemlige historier, som afspejler personen Jan Grarup på godt og ondt – et menneske af kød og blod med fejl og mangler ligesom alle os andre. Dette understreges af de mange personlige fotografier, som Grarup generøst deler med læseren. Der åbnes for både kærlighedsliv, personlige tanker og der folder sig en meget spændende og kompleks side ud om krigsfotografen, og den skrøbelighed han også besidder. Og det er netop de personlige og meget ærlige historier, der viser os, hvem Jan Grarup egentlig er, og hvorfor han fortsat må rejse ud i verden og dokumentere al gruen og elendigheden.

Udover at skildre Grarups arbejder, tegner bogen også et stærkt portræt af en mand i konstant udvikling – både arbejdsmæssigt og personligt. Er kærligt menneske, der undervejs bliver mere og mere reflekteret. Hvor det fotografiske mesterværk “And then there was silence” viste Grarups prisvindende værker, viser denne biografi mennesket bag dem – og det er et forunderligt, rørende møde.

Der ingen tvivl om, at de mange ophold i katastrofezonerne har tæret på Grarup. Men de har også gjort ham til et deltagende og engageret menneske, der vælger at vise os elendigheden fremfor at feje den ind under gulvtæppet. Det er på alle måder prisværdig og et ridderkors værdigt.

Bogens titel referer til Jan Grarups samarbejde med den rutinerede krigsreporter Jan Stage, som fungererede som ven og mentor for Grarup i hans unge år. Et samarbejde, der lægger kimen til Grarups fremtidige virke som krigsfotograf. Selv ønsker jeg mig ikke ud “hvor jernkorsene gror”. Udtrykket dækker nemlig over den krigs- og katastrofeplads, som de to sammen skulle dokumentere med artikler og tilhørende fotos:

“Reportageturene er hårde. Det værste, jeg ved, er, når Jan Stage starter dagen med at sige: “Unge Grarup, i dag skal vi ud, hvor jernkorsene gror.” Det betyder, at vi skal opsøge de største farer og møde de værste sider af krigen. Det er den slags dage, hvor vi ikke ved, om vi vender tilbage. Hvor vi i bedste fald slipper med at få ar på sjælen.”

Jan Grarup er på alle måder fascinerende, og hans arbejde er et vigtigt udadskuende vidnesbyrd, som bør ses af alle. Også selvom om det gør ondt. Denne biografi er et perfekt sted at starte. Den er både velskrevet, velillustreret og så giver den et nuanceret billede af en mand, der for alvor har indsigt i menneskeligeheden på godt og ondt.

Jeg glæder mig allerede til at læse hans næste biografi, og se hvor fremtiden har bragt ham hen, og om hans virtuose vidensbyrd har ændret bare et lille stykke af verden. Det håber jeg.

Jan Grarup og Jakob Fälling: Hvor jernkorsene gror – en krigsfotografs erindringer, Gyldendal, oktober 2019, 304 sider.