// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Maria Kjos Fonn: Heroin chic
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Maria Kjos Fonn: Heroin chic

Skrevet af den 18. juli 2022 – 06:06Ingen kommentarer

“Mad, som har været mit store, eksistentielle spørgsmål, siden jeg var fjorten, gemmer jeg væk i piller og heroin. Jeg er syg så tit, at ikke-syg er undtagelsen.”

Jeg læste romanen Kinderwhore af norske Maria Kjos Fonn sommeren 2019. Jeg husker, hvor jeg læste bogen, gav den mine varmeste anbefalinger og undrede mig over, hvor lidt opmærksomhed den fik i Danmark. Kinderwhore er en sindssygt barsk roman om opvækst, psykisk sygdom og overgreb.

Nu er samme forfatter aktuel med romanen Heroin chic. Med ret høje forventninger til romanen gik jeg nysgerrig i gang. Flere gange. Kedede mig. Undrede mig over andres begejstring. Gav romanen en chance til på lydbog, mens jeg ordnede have. Bang! Efter 60 sider fik den mig (så tålmodig har jeg sjældent læsetid til at være).

Heroin chic er en roman om misbrug, medafhængighed, og spiseforstyrrelser. Fortælleren er den unge kvinde Elise. Hun er vokset op i et godt hjem i Oslo. Som barn gik hun til kor og blev rost af alle. Alle havde høje forventninger til hendes fremtid. Vi møder hende under behandling for misbrug og bevæger os sammen med Elise både frem og tilbage i tiden. Vi møder hendes nuværende kæreste, en sød stabil fyr og vi møder hendes tidligere kæreste, der er musiker og stofmisbruger.

Heroin chic er en okay fin roman, men den fik mig ikke op at ringe som Kinderwhore gjorde. Jeg tror det skyldes, at jeg ikke helt kan mærke Elise. Hun fortæller om sit liv i en redegørende/beskrivende stil (måske bevidst fra forfatterens side) og ikke i en følsom/sårbar stil. Men måske er det misbrugets væsen? Som forlaget skriver er Heroin chic “en roman om et socialr forfald uden nogen klar årsag. Om en lidelse, som ikke kan forklares med ydre omstændigheder.”

Ædru af Jesper Stein, De andre af Mikael Josephsen og “S” af Simone Mørch Stjer er andre gode bud på romaner om misbrug og kampen for at komme ud af misbruget.

Maria Kjos Fonn (f. 1990) er norsk forfatter. Hun debuterede i 2014 med en novellesamling, der blev nomineret til Tarjei Vesaas debutantpris. Ved siden af sit forfatterskab skriver hun for flere aviser og tidsskrifter.

Maria Kjos Fonn, Heroin chic, Gutkind forlag, 208 sider, April 2022, På dansk ved Liv Nimand Duvå.

Der er lukket for kommentarer.