Gabriel Tiedt Lange: I paladsets skygge
Gabriel Tiedt Lange har med ”I paladsets skygge” lavet en episk fortælling. Det er ikke en ny fortælling, men den er fortalt på en ny måde. Den har spor ind i fremtiden, ind i nutidens politiserede samfund og tilbage i historien og endda dybt ind i religiøse fortællinger. Med andre ord: perspektiv er der mere end nok af i denne tegneserie.
Vi følger den ganske provokerende Rex, der hævder, han er prins af det store Tårnrige, og at han bliver nægtet sin ret på at overtage tronen. Han og hans følgesvend Donjo begiver sig nu ned gennem riget for at mønstre hjælp til at få ham indsat som den retmæssige konge. Hans mål er at finde ned til et legendarisk folk – en krigerkaste, der – ifølge myten – befinder sig langt nede i tårnets dybde.
De får følge af Ella, der er repræsentant for proletariatet, og som ikke er glad for den indbildske Rex. Hun udviser mere sympati for Donjo og beslutter sig for at yde beskyttelse, hvor hun kan. Men rejsen får en anden karakter, end nogen af dem havde ventet.
Som det ofte er tilfældet i bøger – både almindelige og tegneserier – så kan du skrue op og ned for visse elementer i fortælleteknikker alt efter behov. I tegneserier er det sjovt at se, hvordan du, når fortællingen bliver mere intens, kan vælge at lade ordene få mere kærlighed end tegningerne. Omvendt kan du også, når handlingen bliver meget visuel, helt udelade ord. Det er et redskab, Gabriel Tiedt Lange formår at bruge helt perfekt. Og disse bølger af forskellige indtryk er et godt skib at sejle på, mens du får fortalt historien.
En tegneserie kan ’spille på flere heste’, når den formidler, idet den har stærke visuelle hjælpemidler, der efterlader ordene som – oftest – rene replikker. Det kræver det helt rigtige samspil mellem billeder og ord, og samtidig giver det et ekstra redskab for formidleren, idet vi som modtagere faktisk får mulighed for at kaste vores kærlighed på mere end blot én ting. Vi kan forelske os i tegningerne, med alt hvad det indebærer. Vi kan også vælge at forelske os i en dialog mellem to personer. Vi får flere veje ind.
Samtidig efterlader den også formidleren mere sårbar, fordi virker samspillet ikke, falder det hele let til jorden. Jeg synes, Gabriel Tiedt Lange har ramt det rigtig flot. Jeg er stærkt underholdt, og jeg kan lide de mange fortolkningsmuligheder, jeg får tilbudt – om de er bevidste eller ej. Han ved godt, hvornår han skal give os plads til selv at reflektere. Og det fortællegreb har han fuldstændig styr på. En god oplevelse.
Gabriel Tiedt Lange: I paladsets skygge”, Forlaget Fahrenheit, 80 sider, udkom april 2022.
Læs også:
Benni Bødker & Rune Ryberg: Homunculus
