Will Eisner: En kontrakt med Gud
Som dreng læste jeg en del tegneserier. Men det var ikke bare ”Anders And”, og de ellers kendte ”Asterix” og ”Tintin”. ”Det var ”Dommer Dredd”, ”Linda & Valentin”, ”Løjtnant Bluberry”, ”Modesty Blaise”, ”Alix” og andre af de lidt specielle af slagsen. Én af de særlige, jeg lånte i den engelske del af biblioteket, var ”Spirit” af Will Eisner. Og den var fremragende. Hans streg var genial, og handlingen i historierne var både klare og i øjenhøjde. Og så vandt den hårdkogte Spirit altid over forbryderne. Det var fantastisk. Og Eisner bragte mig trygt gennem min barndom.
Nu sidder jeg så med en bog i hånden skrevet og tegnet af Will Eisner. Bogen er en såkaldt ’graphic novel’ – en grafisk roman, der indeholder fire fortællinger, og titlen er taget fra den ene af disse fire fortællinger. Handlingen udspiller sig i et lejeboligkompleks på den fiktive Dropsie Avenue i bydelen Bronx i New York City. Og Dropsie Avenue minder meget om det sted, hvor Will Eisner selv voksede op.
I den første historie møder vi den jødise Frimme Hersh, der som dreng indgik en kontrakt med Gud. Nu har han mistet sin datter, og han er vred på Gud. Han bryder nu alle regler og køber ejendommen og begynder at skabe sig rigdom, indtil han en dag igen er klar til at indgå en ny kontrakt.
Den anden historie handler om en gårdsanger, der tager vejret fra en detroniseret operasanger og bringer håb tilbage i hendes liv. Sammen kan de nå helt til tops, og hun får lavet alle de rigtige aftaler. Så hvad kan gå galt?
Den tredje historie handler om bygningens vicevært, der er en hård tysk immigrant med et lidt for lunkent øje til unge piger. En dag går han et skridt eller to for langt.
Og i den sidste historie hører vi om bygningens beboere, der skal på landet for at holde sommerferie. Men ikke alt er lige stuerent på sådan en ferie, og snart er de fleste af forholdene endnu mere udfordrede end normalt.
Eisner formår at ramme en meget tyndslidt nerve med sin bidende socialrealisme og sine fremragende tidsbilleder. Mine tanker ryger automatisk hen på filmskaberen Spike Lee, der med sine film igen og igen har skabt lignende billeder med film som både ”Do the Right Thing” fra 1989, ”Mo’ Better Blues” fra 1990, ”Crooklyn” fra 1994 og ”Clockers” fra 1995” med flere. Et glimt ind i en hård hverdag og fantastiske portrætter af nærmiljøer i New York.
Jeg vil vove den påstand, at du ikke behøver at være fan af tegneserier for at kunne nyde denne bog. Men du bør til gengæld nyde hans geniale streg og hans evne til at fange karikerede typer og mennesker lune – med alt, hvad det indebærer.
Will Eisner: ”En kontrakt med Gud”, Forlaget Fahrenheit, Oversætter: Paw Krogsgaard Mathiasen, 208 sider, udkom januar 2021.
Læs også: