”Niksen” er nok én af de mest roste bøger i de seneste år, og i USA, hvor debut-forfatteren Nathan Hill har hjemme, er roserne fløjet lystigt efter bogen – selv fra andre etablerede forfattere som eksempelvis John Irving. Derfor var det også med stor længsel, at jeg satte tænderne i denne mastodont af et værk på 750 sider.

Jeg må sige, at bogen i stor stil lever op til forventningerne – dog med visse forbehold. For mens den er skrevet i et letlæseligt og meget levende sprog, som giver mig en underlig lyst til at nyde den med lukkede øjne – hvilket selvsagt er en vanskelig øvelse – så er selve fortællemetoden ikke den samme gennem hele bogen. Og det er lidt udfordrende. Og ikke nødvendigvis på den gode måde.

Hill er den alvidende fortæller, hvilket naturligvis betyder, at han på ethvert tidspunkt ved, hvad alle tænker og føler. Det er ikke en let fortællestil, men den er sikker, og i og for sig virker det rigtig godt for en bog som denne, der er centreret omkring forskellige personer i forskellige årstal. Men enkelte steder stikker kapitler ud, som er skrevet på en helt anden måde. Et af dem er skrevet i den næsten umulige ’du’-form. Og med et kapitel skrevet som en slags rollespil er det ikke fordi, det er dumt tænkt, idet hovedpersonen Samuel lever halvdelen af sin fritid inde i et computerspil. Men fordi det står alene, virker kapitlet ikke kløgtigt men isoleret og lidt underligt. Også selvom det er forrygende skrevet.

Gennem bogen følger vi Samuel, der er søn af Faye, som er datter af Frank, der flyttede til USA fra Norge. Og mens bogen går dybt ind i deres historie op gennem hele denne lange periode, så er hovedhandlingen koncentreret omkring Faye, der i 1968 er kommet på universitet og bliver hvirvlet ind i ungdomsoprøret samt om Samuel, der i 2011 skal forsøge at redde sin skrantende forfatterkarriere ved at skrive en bog om sin mor, der er anklaget for at have kastet sten efter en republikansk præsidentkandidat.

Samuel har ikke et godt forhold til sin mor, men da han skal skrive bogen, tvinges han til at genoptage kontakten, og langsomt finder han ud af, at hendes historie er en ganske anden end den, han først troede, han kendte.

Den centrale historie omkring Faye, der protesterer mod den republikanske kandidat er nok ikke et emne, der vil være sjældent i de kommende års bøger og film. Eller måske mere protesten mod den ’skræmmende mangemillionær’, der repræsenterer den højre side af det politiske spektrum. Den amerikanske præsident Donald Trump kalder nok på en del af den slags historier, ligesom der også har været en del artikler om præsidenter, der snyder og bedrager både i ægteskabet og i embedet, hvilket naturligvis er en reference til Bill Clinton. Det er ikke unaturligt, at forfattere lader sig røre af tidens tand. Og det gør det faktisk også mere vedkommende at læse bøgerne.

Jeg synes, at Nathan Hill har gjort det flot. Hvis dit kendskab til USA er ganske begrænset, så vil jeg vove den påstand, at du efter at have læst denne bog vil have et langt større kendskab til både landet, dets indbyggere og den måde, forskellige magtfaktorer og institutioner har udvist deres indflydelse i forskellige perioder. Og som sådan er bogen faktisk ganske genial.

Du får ikke bare et men flere tidsbilleder, og fordi den er så flydende og nært skrevet, så kommer det meget tæt og bliver meget visuelt. Jeg kan simpelthen se scenerne spille sig ud for mit indre øje.

Et ekstra sjovt lille kuriosum er, at vi til sidst i ”Niksen”, som er navngivet efter et norsk spøgelse, får en vej ind til, hvorfor forfatteren måske har skrevet bogen. Det er faktisk sjovt skrevet, og det er nok til, at vi lige undrer os og tænker: ’Gad vide …!’

”Niksen” efterlader mig opfyldt. Bogen er meget lang, og jo, du kunne sagtens skære omkring halvdelen af dialogen fra uden at miste noget af forståelsen. Men du ville miste noget tempo og noget stemning. Og her er Nathan Hill for alvor en frisk stemme. Der er så meget liv og stemning i hans fortælling, at jeg – selv efter 750 sider – sidder og sukker efter mere.

Nathan Hill: ”Niksen”, Forlaget Lindhardt & Ringhof, 750 sider, februar 2017