Novellesamlinger lever deres helt eget liv. De har ikke en entydig puls eller et samlet og klart budskab. De er fraktioner af en tankerække og et virtuelt oplevelsesmønster, der faktisk ofte er meget givende. Fremfor alt er novellesamlinger ofte en serie af små kortfilm, du kan spille for dit indre øje. Og kan du lide et par stykker af dem, så har det ofte den effekt, at de trækker hele oplevelsen op.

Sådan er det også med ”New York noveller” af Jonas Gülstorff. Han har kastet sin opmærksomhed på danskerne, men han har placeret dem i New York, så han kan få lov at skrive om og udstille det, der gør os rigtig danske.

Det svarer lidt til, når Eric van Lustbader gjorde sin ninja-helt til amerikaner. Skulle han sige eller gøre ting, der var meget ulig de japanske traditioner, kunne van Lustbader altid trække kortet: ”Jamen, han er jo også amerikaner”.

Eller når Bernard Cornwell i Arthur-trilogien serverer os handlingen fortalt af vores hovedperson til en ung prinsesse i et kloster, efter han er blevet gammel. Skulle eksperter klandre ham for sprogbruget og den gængse terminologi, kunne han altid trække kortet: ”Jamen, han kan jo ikke tale sådan, når han sidder foran en prinsesse”. Det er et rigtig godt forfattertrick, der oven i købet har den effekt, at det skaber en ekstra vinkel på historien, når man kan give læseren det tætteste, vi kommer på ’a fish out of water’, om man så må sige.

Jeg ved ikke, om det er det, der har været hensigten, når Jonas Gülstorff har sat sin scene og sat den danske sjæl på prøve i The Big Apple, men det virker. Det er på en eller anden måde lettere at hade, elske eller blot betragte sig selv i et spejl, når alle de øvrige i spejlet ligner hinanden.

Der, hvor Gülstorff rammer rigtigt, er i selve fortællingen. Ja, der er nogle ord, der mangler hist og her (til gengæld er kommateringen en nydelse), og det oplever vi ofte i bøger, der er selvudgivet, men han kan faktisk levere en god fortælling. Oftest får du endda serveret en solid mavepuster i sidste afsnit, så du også får en dessert at gå hjem på.

Novellerne er fortalt i forskellige former af forskellige mennesker af forskelligt køn i forskellige aldre. Alt det kan forvirre, men det virker, for Gülstorff er relativt hurtigt til at sætte scenen og introducere sine spillere. Men hvor nogle af novellerne simpelthen mangler substans, og jeg som professionel journalist og underviser har lyst til at hviske et stille men fast: Kill your darling!, så er der andre, der efterlader mig med en markant længsel efter mere.

Alt i alt er det en solid samling historier, hvor vi lærer en masse om os selv. Jeg kunne dog godt tænke mig at udfordre ham til at frembringe de samme følelser i mig som læser, hvis han sætter scenen i Danmark. Der skal mere til. Han skal bevæge sig meget tættere på overfladen. Og hans pointer skal være langt mindre direkte. Men efter at have læst ”New York noveller”, tror jeg faktisk godt, han kan.

New York noveller, Jonas Gülstorff, Books on demand, 195 sider, Marts 2016