Peter Laugesen: De sagde hans hund havde lopper
Lopper, der hopper! Nej, de rimer ikke, altså digtene fra Peter Laugesens nye bog De sagde hans hund havde lopper, men hopper det gør de i stor stil. De hopper rundt på siderne og springer fra stil til ja, faktisk ikke rigtig nogen stil, en slags ikke-stil. Barnet af beat-generationens digtere har sin egen ikke-stil og leger med skrift, rytme og kreativitet.
I 2009 udgav Peter Laugesen Fotorama, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. Laugesen vandt ikke, men måtte se den finske forfatter Sofi Oksanen løbe af med prisen. Med en nominering som denne, som gør ham højaktuel, skulle man tro, at der var lidt mere fokus på Hr. Laugesen. Men jeg synes faktisk ikke, han er blevet mere kendt af den grund. Og hvorfor ikke? Spørger man sig selv om. Ja, det er da faktisk et meget godt spørgsmål, men måske har det noget med genren at gøre. For det er desværre ikke digte det brede publikum læser mest af og sagt med et glimt i øjet, nok slet ikke hvis digtet ikke rimer.
Derudover er Peter Laugesen nok heller ikke den letteste digter at gå i gang med, men det skal ikke afskrække nogen. Den nominerede bog og den aktuelle bog er langt fra det eneste Peter Laugesen har udgivet. Den alsidige og produktive digter har nærmest udgivet en bog hvert år, så det er efterhånden blevet til en del, siden han debuterede i 1967 med skriftsamlingen Landskaber. Derudover har han arbejdet sammen med forskellige kunstnere, ikke kun digtere, men også musikere, så der er nok at gå i gang med.
Som førstegangslæser af Peter Laugesens digte tænkte jeg, som mange andre nok også har gjort, hvad er det dog manden siger? Hans sjove finurlige observationer er som et transportbånd, der bevæger sig rytmisk af sted, og man skal først lige finde balancen, når man er hoppet på. Men man bliver der, når først man er hoppet på, for man bliver grebet af dynamikken og spændingen mellem sprog og virkelighed og den banale hverdag og livets dybere sider. Og hvis man kan have en tør stil i sine digte i lighed med, at man kan have en tør humor, så er Laugesen tør, han er knastør.
Peter Laugesen forbinder det uforbindelige med et digter-jeg, der ikke kun oplever i loppe eller hunde højde, men springer fra naturen til et håb med nuller, samfundskritik og aftenkaffen på sofabordet. Laugesen er god, kom så i gang med at læse ham. Det får man sikkert rig mulighed for, for mon ikke Laugesen er ude på spilopper igen næste år og igen året efter det!
Peter Laugesen, De sagde hans hund havde lopper, Forlaget Borgen, 73 sider, 3. nov. 2010.