Jeg er blevet gammel. Eller jeg er godt på vej. Tilsyneladende lever jeg nu i en virkelighed, hvor det ikke længere er krigshistorie, sportsfortællinger, dramatiske agenthistorier og hæsblæsende menneskejagt, der står alene på hylden over bøger, der kan få mig til at klappe i hænderne og ja, måske endda synke en lille klump. Det kan også bøger som ”Flere historier fra caféen i Cornwall”. Og psssst! Det med klumpen i halsen siger I ikke til nogen, vel?

Ikke at det burde have overrasket mig synderligt, for da jeg læste Lucy Diamond’s ”Caféen i Cornwall”, blæste den faktisk benene væk under mig. Historien var blød og menneskenærværende, og den slags har aldrig rigtigt kunnet fange mig. Det, der gjorde udslaget, var, at den var forbandet velskrevet, havde reel rytme og – er jeg helt overbevist om – havde sigtekornet rettet lige mod solar plexus hos typer som mig. Og nu har hun gjort det igen. Hun har taget figurerne fra ”Caféen i Cornwall” og smidt dem ind i tre yderligere mindre noveller, der så tilsammen er udgivet under navnet ”Flere historier fra caféen i Cornwall”.

Jeg ville gerne fortælle jer, at det nu nok også er slut, at jeg nok skal tage mig sammen og repræsentere alle jer muldvarpemænd med fødderne plantet solidt i mulden på en ordentlig måde fremover. Men skulle Lucy Diamond finde på at genoplive caféen, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne holde mig væk. Hun er et helt rent naturtalent som fortæller. Og tro mig, jeg har virkelig kigget hendes stil efter.

Diamond – eller som hun rigtigt hedder, Sue Mongredien – skriver med en helt unik rytme mellem tanker, dialog, spænding i ordene, sætningslængde, drama, kærlighed og, ja, jeg kunne blive ved. På hendes egen hjemmeside er der et citat fra magasinet ”Good Housekeeping”: ”Diamond’s books are the perfect pick-me-ups for grey days”. Og det er virkelig sandt. Skulle du være en smule ked af det en dag, så læs denne bog. Jeg garanterer dig for, at hun har suget dig ind i sin verden, og at du er i lidt bedre humør, efter du har læst den.

Bogen består af tre fortællinger: ”Jul i caféen”, ”Julegaver” og ”En baby i caféen”. Og alle tre fortællinger kommer til at berøre dig – selvom de er ganske trivielle i deres grundstamme. Igen er det Evie og Ed, der udgør kernen i fortællingerne i deres café i Cornwall. Og uden for store armbevægelser kommer de nye oplevelser i møde med gå-på-mod, lidt modgang, lidt medgang og en masse følelser. Det er svært at forklare det på en anden måde. Går jeg tilbage og læser det igen, lyder det dræbende kedeligt. Men det er ikke. Overhovedet ikke.

Det er nært, smukt, herligt og lækkert, og så kalder det på mere. Jeg siger det bare. Læs den. I kommer ikke til at fortryde det.

Lucy Diamond: ”Flere historier fra caféen i Cornwall”, Forlaget People’s, oversætter: Randi Bjerre Høfring, 220 sider, udkom november 2021.

Læs også:
Lucy Diamond: Caféen i Cornwall
Santa Montefiore: Sange om krig og kærlighed
Victoria Brownlee: Paris. Kærlighed. Ost.