Skandinavisme. Det har fået en negativ klang. For vores indre øje ser vi huesvingende fantaster, kåde studenter og andre godtfolk uden jordforbindelse, der højstemt hylder alt nordiske og helt uden grund forventer at svenskerne og nordmændene ville komme danskerne til hjælp i 1864.

Historien har ikke været god ved skandinavismen. En håbløs idé, uden politisk realitetsans som nådigt er forvist afdelingen for gakkede ideologier. Men hvad nu hvis det ikke var så håbløst? Hvad nu hvis der faktisk var realitetsforhandlinger om én fælles konge på nordens tre troner?

I bakspejlet ser historien meget determineret ud. Drømmen om et forenet Skandinavien mislykkedes, og derfor var den dømt til at mislykkes. Men sådan kan man ikke slutte, og faktisk var vi meget tættere på en fælles (personal)union mellem de tre skandinaviske riger i midten af 1800-tallet end vi normalt tror – eller bryder os om at tro, alt efter synspunkt.

Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen har været grundige og set med nye øjne på det gigantiske kildemateriale til de bestræbelser, der faktisk var i midten af 1800-tallet på at samle de skandinaviske riger. Og det viser sig, at det måske ikke var så langt ude, som vi forledes til at tro set i bakspejlet.
Scenen dengang var en anden end i dag. Norge og Sverige var i personalunion under den svenske konge. Kun et halvt århundrede tidligere mistede Sverige Finland til Rusland, og fik i efterdønningerne af Napoleonskrigene i stedet Norge fra Danmark, der stod amputeret tilbage som en af krigens tabere. Det oldenborgske dynasti, der havde regeret Danmark i 400 år var ved at uddø, fordi Frederik d. 7. ikke havde nogle børn. I Sverige regerede Bernadotterne, og alt sammen sker i en europæisk stemning af revolution og undergang. De små lande må gå under, kun de store vil kunne overleve, tænkte mange, og når nu den danske kongeæt var døende, var svaret måske ikke de tyske glücksborgere (som den senere Christian IX), men snarere en forening med svenskerne og nordmændene?

Det var ikke bare fantasteri. Der var forhandlinger og underhåndsaftaler og næsten offentlige diskussioner af muligheden. For Danmark ville det blive et værn mod den tyske trussel sydfra, men danskerne var ikke de eneste med en grænse. Østfra voksede Rusland sig stærkt og stort, og gav svenskerne en anledning til at overveje om ikke også de ville stå sig bedre som en del af et svensk rige – enten med en svensk konge eller med under den daværende danske prins Frederik (senere d. 8), som var gift med en svensk prinsesse og som dermed kunne forene de to kongehuse.

Vanvid? Måske. Stormagterne var ikke alle udelt begejstrede, især ikke Rusland. Den senere Christian d. 9 havde ikke lyst til at se sin lovede trone forsvinde – og at han skulle arve var en del af fredsaftalen fra første slesvigske krig. Men andre steder i Europa blev småstater alligevel slået sammen til én nation, og i dag er det så selvfølgeligt at vi næsten ikke kan huske at de engang var mange mindre lande: Italien, Tyskland.

Det var muligt. Det blev ikke sådan, og det er der mange grunde til, ikke mindst den at de mest centrale aktører ikke turde gøre forsøget helhjertet, da det kom til stykket. Og da krigen var tabt, var skandinavismen det også. Men muligheden var der, og den var ikke vanvittig.

Union eller undergang er en grundig gennemgang af den historiske kontekst, af aktørerne og af bestræbelserne på at samle skandinavien. Ikke en sten lades uvendt, og forfatterne fremlægger sagligt hvad der skete og hvorfor et samlet Skandinavien i en kort periode lå inde for det muliges horisont – og hvorfor drømmen alligevel gik under. Det er interessant historie til den meget nørdede side. Union eller undergang udfordrer vores vanetænkning på begivenhederne i årene op til 1864, og bringer ny viden og ny vinkel. Til gengæld er den nok skrevet mere til faghistorikere end til amatører, og der er ikke sparet på antallet af anslag.

Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen: Union eller undergang. 632 sider, Gads forlag. Udkom 17. september 2021