// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna Elisabeth Jessen: Oblivion
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anna Elisabeth Jessen: Oblivion

Skrevet af den 13. januar 2022 – 06:59Ingen kommentarer

En flok unge mennesker. Et lejrbål. Alkohol. God stemning. Hans og Johanne er sammen ved søen. Næste morgen anklages Hans for voldtægt og den efterfølgende aften tager han sit eget liv.

Omkring 20 år senere skriver Ida en roman om den weekend, hvor det hele fandt sted. Og til Bogforum i november rejser hun til København for at blive interviewet Under Uret. Andre fra dengang har opdaget hendes roman og et par af dem finder vej til Bogforum. Selvom der står “roman” på Idas bog, er der ingen tvivl om, hvilken weekend hun er inspireret af og romanen vækker minder om en tid, flere helst vil glemme.

Romanen er let at læse og den er overskuelig med mange korte kapitler. Den benytter sig af greb fra krimigenren ved længe at tilbageholde, hvad der egentlig skete og dét skaber spænding. Der er rigtig mange karakterer med i romanen og jeg lavede en liste for at kunne hitte rede i, hvem der var hvem og hvad deres forhold var til hinanden. Vi bevæger os fra nutid til fortid og tilbage igen mange gange uden at det dog forvirrer. Kapitlerne er opkaldt efter den karakter vi følger og ved at fortælle os historien fra så mange vinkler, står det klart, at om noget er et overgreb eller ej slet ikke er et enkelt spørgsmål.

Romanen inviterer dermed læseren til at reflektere over, hvornår noget er et overgreb og dermed skriver romanen Oblivion sig fint ind i den igangværende debat om samtykke.

Og så er det en roman om glemsel (deraf romanens titel), fortrængning og om soning. Om at begivenheder trækker lange tråde og om at det vi gør og siger (eller ikke handler på og ikke får sagt) kan få store konsekvenser for os selv og andre.

Jeg strøg lige gennem romanen, var ret godt underholdt. Romanen er trods de alvorlige emner, hverken tung eller dyster, men derimod super fin tidsfordriv på et par mørke januardage og får mine bedste anbefalinger.

Anna Elisabeth Jessen (f. 1956) debuterede i 2019 med romanen Om hundrede år, som blev shortlisted til Bogforums Debutantpris og i marts 2021 udkom romanen Huset. Anna Elisabeth Jessen er journalist, manuskriptforfatter og dokumentarist. Hun har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984.

Anna Elisabeth Jessen, Oblivion, Gyldendal, Januar 2022, 250 sider.

Der er lukket for kommentarer.