Evigt elskes kun det tabte. Det siger en af naboerne til et sovende læsekreds-publikum, og det siger veteranen Marius lige inden sin død. Tabt er Sønderjylland nu ikke, selvom 1. verdenskrig var en smertelig oplevelse for de tusindvis af dansksindede, der måtte trække i kejserens klæder og kæmpe for Tyskland.

Marius var én af dem, hans svoger Hans en anden. Marius overlevede, det gjorde Hans ikke. Dermed er Marius(’s kone) den nye arving til slægtsgården, der danner rammen om Anna Elisabeth Jessens fortællingen om livet på landet i Sønderjylland igennem 100 år.

Marius kom halvdøv hjem fra krigen, og skal sammen med hustruen Helene vænne sig til de nye tider. Gården ligger nu i Danmark, de fem børn skal sendes godt i vej, og gennem årene triller danmarkshistorien igennem den lille gård. De klarer sig godt, den lille familie, selvom der er meget, man ikke kan tale om. Hvad der skete med den russiske krigsfange Max, for eksempel, eller bare hvordan man egentlig går og har det.

Ellers går livet sin gang. Børn bliver født, gamle dør. Høsten skal i hus, og heste bliver udskiftet med traktorer, piger og karle med indlagt vand og el. Det er en fin fortællingen om udviklingen på landet, som Jessen har begået. Sproget er måske lidt tungt, men det gør ikke så meget, det er det gamle, nu helt forsvundne Danmark, der bliver skildret. Med indføling – men også uden overdrevet nostalgi. Det var ikke så let på landet, som man skulle tro, hvis ens eneste referenceramme er digterne og Morten Korch.

Jeg syntes rigtig godt om konceptet bag Om hundrede år. Hvert år har sit lille kapitel, et lille nedslag i hverdagen på gården. Det er først og fremmest familien selv, der får ordet, med store og små begivenheder, der præger deres liv. Enkelte andre – f.eks. en tjenestepige, der udvandrer til Amerika – giver også sit besyv med, men hovedvægten er familien selv og ikke mindst den generation, der udgøres af Marius og Helenes børn.

Desværre mangler romanen en spændingskurve. Dermed bliver især sidste del af romanen lidt gumpetung, for det er en lang række af helt almindelige familiebegivenheder uden noget drive til at samle det. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor læseren allerede i kapitel 2 får at vide, hvad der sker med den russiske krigsfange, Max, hvis forsvinden ellers skulle trække spor gennem hele århundredet og bogen. Lidt ligesom mordet i Gunnar Staalesens Bergen-trilogi. Der lægges op til, at det skal være et mysterium, men romanens personer er med en enkelt undtagelse ligeglade, og læseren er jo oplyst, så det falder til jorden som spændingsmoment. Ærgerligt.

Anna Elisabeth Jessen: Om hundrede år. 416 sider, Rosinante. Udkommer 31. januar 2019