// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna Elisabeth Jessen: Huset
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Anna Elisabeth Jessen: Huset

Skrevet af den 11. marts 2021 – 05:38Ingen kommentarer

Huset er en stor betydningsfuld medievirksomhed fra 60’ernes taleradio og frem til i dag med nedskæringer, fyringer, me too skandaler m.m.

Igennem tiden har Huset rummet mange forskellige slags mennesker, ansatte der har krydset hinanden, hvor nogle har fundet sammen i relationer, venskaber, kærlighedsforhold og andre dårligt kender til hinandens eksistens. Her er rengøringsdamen, journalisterne, korrespondenten, teknikeren, kontordamen og generaldirektøren og mange flere der har deres dagligdag på denne helt særlige arbejdsplads.

En arbejdsplads der har været igennem en kæmpe udvikling med monopol og som har været en vigtig del af danskernes historie og til det der nu beskrives som en koncern, presset af den rivende udvikling, konkurrenter og de sociale medier.

Vi møder Kirsten, der starter som kontordame i Huset, men som starter mediekarrieren som sekretær for den populære radiovært Ib. Hun trækker dagens endetal, der har betydning for hvem der må ringe ind til det populære radioprogram og det er så heldigt for Kirsten, der ikke er pæn nok til tv og derfor satser på radio.

Vi følger blandt andet Kirsten igennem privatlivet og arbejdslivet, men synsvinklen skifter imellem flere personer og berører også emner som kærlighed, dannelse, misundelse, karriere, magt, tilfældigheder og muligheder. Igennem de historier der afspejler tiden, bevæger vi os igennem historien fra 60’erne til i dag.

Huset er en virkelig fin roman, der på mange måder virker genkendelig, men også lader døren stå på klem til det inde bagved, det man kun kan gisne om. Personerne er meget menneskelige i al deres forskellighed og det er en fin vinkel, at man er tilskuer til hvordan liv leves med valg, tilfældigheder, påvirkninger, arv og miljø. Og løbende gætter man som læser med på, hvem det nu er der beskrives fra virkelighedens verden.

Huset er skrevet af Anna Elisabeth Jessen. Hun er journalist, manuskriptforfatter og dokumentarist. Huset er skrevet som en sorg-kærlighedshistorie til et mediehus, der har været igennem en rutsjebanetur i de seneste halvtreds år og som hun ser tilbage på og fortæller om indlevende og medrivende.

Anna Elisabeth Jessen, Huset, Gyldendal, 428 sider, 2021

Der er lukket for kommentarer.