Det hænder, når jeg læser bøger, at jeg lige præcis er i det rette humør til den rette fortælling. Jeg forsøger i anmeldelser og almindelige meningsudvekslinger altid at tage højde for, at det af ganske naturlige årsager sjældent sker. Normalt er jeg derfor mere afhængig af, at fortællingen bærer mig over i den rette følelse. Og det kan den gøre på flere måder.

Nogle gange er de handlingen. Jeg har eksempelvis prøvet det med thrillers af Jeffrey Deaver eller exceptionelt fængslende historier som ”Bleachers” af John Grisham. Andre gange kan det være sproget, således som det næsten altid sker, når jeg læser Shakespeare, eller som når jeg læser en dramatisk eller romantisk klassiker af Jane Austen, Henry James eller flere andre, der i den grad får hjælp af sproget. Eller når Stephen Fry skriver – ja, ligegyldigt hvad. For sjældent møder man et mennesker, der i den grad behersker sproget i alle dets facetter.

Når du læser en historie, der er skrevet i dag, og som foregår for rigtig mange år siden, så bliver det for 90 procents vedkommende ret konstrueret. På den måde mister vi også noget af magien. Da Jan Guillou skrev ”Arn”-bøgerne ramte han den – om man så må sige – lige bagi, og jeg sad tilbage med en følelse af, at de fire bøger – som jeg læste på 11 dage – ikke havde givet mig en følelse af, at de var berettet eller konstrueret. Og her kommer jeg langt om længe, indrømmet, til min pointe. Jeg sidder med den samme følelse, når jeg læser Klaus Nørgaard Jørgensens ”Ulf Skjald – Vinlandsfarer”. Og når jeg sidder med en følelse af autensitet, skaber det en troværdighed og en ro, der betyder, at handlingen på en underlig måde betyder lidt mindre. Jeg tror på det her. Han har ført mig ind i dette univers i denne tid. Og jeg er med. Jeg er en del af historien. Jeg er en ’betragter’ til handlingen.

Det skyldes udelukkende, at Klaus Nørgaard Jørgensen kender sit stof til bunds, og at han ikke oversælger eller forcerer noget i hverken handling eller sprog. For faktum er jo, at hvis jeg virkelig var tilbage i den tid, hvor ”Ulf Skjald – Vinlandsfarer” foregår, så havde jeg haft ganske svært ved at forstå alt, hvad der blev sagt. Den udfordring hjælper han os elegant ud af ved at tilpasse sproget, så det godt nok ikke er moderne, men det er heller ikke, som det var, da handlingen finder sted. Og tak for det.

I bogen følger vi den unge vikingesøn, Ulf, der selv er fortælleren. Efter en duel bliver det nødvendigt for ham sammen med sin far at forlade den østjyske landsby Blegind, og undervejs kommer han på spændende rejser oplever både hårde kampe og ægte kærlighed.

Klaus Nørgaard Jørgensen er selv fra Aarhus men bor i dag i Blegind. Det er altid godt at sætte scenen i et område, du kender rigtig godt. Endnu flere pluspoint. Det betyder, at beskrivelserne bliver naturlige og ægte, og det kan jeg godt lide.

Jeg har tidligere læst en enkelt af hans bøger, men du kender med sikkerhed flere af dem. Det kunne være ”Bjarke Bygmester”, en af ”Flintesmedens søn”-bøgerne eller hans ”Parkie – dage og digte”.

Jeg synes, han bliver mere og mere sikker i sin fortællestil, og fortsættelsen til denne bog udkommer efter planen her i januar. Da vil jeg igen være klar til at følge ”Ulf Skjald – den sidste viking”. For ikke alene er bogen fortalt i en sikker og behagelig stil; den giver os en handling, der repræsenterer vores egen historie og giver os perspektiv, samtidig med at den er spændende.

Klaus Nørgaard Jørgensen: ”Vinlandsfarer”, Forlaget Mellemgaard, 260 sider, udkom august 2021.

Læs også:
Jeanette Varberg: Viking
Jan Ove Ekeberg: Den sidste vikingekonge
Jim Lyngvild: Vild med vikinger