Bøger med udgangspunkt i begivenheder fra 2. Verdenskrig har en fordel fremfor mange andre. De bøger fører nemlig på point allerede fra starten, fordi dramaet er sikret. Samtidig er der en særlig ’stemning’ over bøger med baggrund i krigen. Og en dramatisk baggrund er i den grad også det, du finder i Calli Vollertsens ”Russenknecht”.

Det spændende ved ”Russenknecht” er, at forfatteren selv er fra en generation af sønderjyder, der selv har kæmpet i både 1. og 2. Verdenskrig på tysk side. Det betyder bare, at alle de historier, vi kender, får et lidt anderledes skær. Og alle historier fortalt i et let anderledes skær, gør os en lille smule klogere.

Historien handler om fire unge danskere, der af forskellige årsager har meldt sig til tysk krigstjeneste under 2. Verdenskrig og blev en del af SS Division Wiking. Under et angreb ind i Rusland blev de taget til fange og sendt til det nordøstlige Sovjetunionen. Det bliver et ophold, der for alvor sætter sine spor. Russernes umenneskelige behandling af fangerne ikke alene får alvorlige fysiske konsekvenser for gruppen; den splitter dem også fra hinanden.

Men hvad med dem derhjemme? Familien Bladt får i 1955 et brev fra den tyske regering, hvor de forklarer, at den tyske bundeskansler, Konrad Adenauer, har forhandlet med de sovjetiske myndigheder om frigivelse af en række tyske fanger. Blandt fangerne er nu 30-årige Helmuth Bladt, og han er på vej hjem. Men er alt så bare fryd og gammen?

Vollertsens indsigt i denne meget spændende del af historien er både inspirerende og en meget stor motor i fortællingen. Den er med til at skabe en meget levende og troværdig dialog og brevveksling, og jeg kan reelt mærke hovedpersonerne.

Vollertsen har brugt nogle interessante redskaber i bogen, idet han bruger meget detaljerede beskrivelser, som nærmest hører til i et filmmanuskript under instruktørens noter. På den måde sikrer han sig, at vi kan se det indre billede for os, men han risikerer også det, jeg med al respekt tillader mig at kalde Leif Davidsen-effekten, nemlig at han beskriver side op og side ned, uden at det har relevans for fortællingen. Men når jeg skriver ’risikerer’, så mener jeg det. Han når – heldigvis – aldrig rigtig hen over den streg, og derfor bliver hans beskrivelser blot udførlige men ikke irrelevante. Jo, han har en ret dyb viden om, hvordan eksempelvis skifteretten fungerer, og mit gæt er, at nogen måske kan føle, han deler lidt for meget viden om enkelte emner, men for mig går han ikke for langt.

Historien er virkelig spændende, og jeg synes, den er godt fortalt. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi får et indblik i en verden, vi sjældent får lov at kigge ind i. Og det kan jeg bare godt lide.

Calli Vollertsen: ”Russenknecht”, Forlaget Mellemgaard, 220 sider, udkom august 2021.

Læs også:
Claus Bundgård Christensen, Martin Bo Nørregård,Niels Bo Poulsen: Fra verdenskrig til borgerkrig
Umogen Kealey: Befrielsen
Martin Petersen: Engang en by