Martin Petersen: Engang en by
Efterhånden som 2. Verdenskrig skred frem blev lidelserne for den tyske civilbefolkning større. De allierede var skånselsløse i deres bombardementer, og flere end 160 byer blev bombet fuldstændig i smadder og forvandlet til ruiner. Strategien var at knække civilbefolkningens vilje til kamp og tvinge nazisterne til at give op i lyset af de lidelser, som befolkningen blev udsat for. En halv million civile blev dræbt og op til syv millioner blev boligløse.
Hamborg var en af de byer, det gik meget hårdt ud over, og i sommeren 1943 bombede briter og amerikanere byen i døgndrift. Man brugte blandt andet brandbomber, som udløste så voldsomme ildstorme, at lyset fra brandene kunne ses i Sønderjylland. Det er denne periode, som er i fokus i Martin Petersens fine roman om 20-årige Johanna, som bor i byen sammen med sin lillebror og mor. Faderen er gået ned med en ubåd, og familien hutler sig igennem, så godt som de nu kan.
Fortællingen har afsæt i Johannas nedskrevne oplevelser, som hun bruger til at lære barnebarnet Charlotte om krigen, når hun bliver 18 år. Johanna mister meget og mange under bombardementerne, og de rædselsvækkende scener under og efter angrebene er beskrevet med stor indlevelse, og forfatteren får formidlet de umenneskelige forhold på en barsk og direkte måde. Mennesker smelter i glohed asfalt, bliver kvalt eller brændt ihjel i kældre og beskyttelsesrum eller revet i stykker af bomberne.
For de overlevende handler alt om at finde overlevende familiemedlemmer og venner, få i noget der kan spises og noget tøj at tage på. Men det handler også om oprydning, om at slæbe forbrændte lig og overalt ligger der miniaturemennesker. Døde civile som er skrumpet ind da de døde på grund af den voldsomme varme.
Martin Petersen lykkes med at give et indblik i, hvad mange tyskere blev udsat for, og hvad der sker med mennesker, både under og efter så voldsomme oplevelser. Så det er også en universel historie om konsekvenserne af krig. Bogen er velskrevet, og der er en god vekselvirkning mellem Johannes noter fra krigsdagene og jeg-fortællingens nutid.
Martin Petersen: Engang en by. Byens Forlag, 208 sider. September 2021