// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Annie Ernaux: Hændelsen & Simpel lidenskab
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Erindringer

Annie Ernaux: Hændelsen & Simpel lidenskab

Skrevet af den 11. november 2021 – 06:50Ingen kommentarer

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Annie Ernaux’ forfatterskab, kan jeg glæde dig med, at Gads Forlag har udgivet to nye små bogperler, som på hver sin måde giver et fremragende indblik i, hvilken formidabel forfatter vi har med at gøre.

Annie Ernaux, f. 1940 i Normandiet, er en af Frankrigs største nulevende forfattere, og hun er kendt for sine prisbelønnede, selvbiografiske romaner, som fx Årene, som du også kan læse anmeldelsen af her på bloggen. Årene blev nomineret til The International Booker Prize i 2019 og er anset for at være Annie Ernaux’ hovedværk – og jeg må sige, at af alle de erindringsbøger, jeg gennem tiden har læst, er Årene den, som har rørt mig mest.

I Hændelsen tager Annie Ernaux sin læser med tilbage til 1963, hvor hun som 23-årig, single universitetsstuderende bliver ufrivilligt gravid. I erindringstilbageblik hører vi om den unge Annies forsøg på at finde frem til en såkaldt englemagerske for at få fjernet fostret. Det er en øvelse, der både sætter hendes sociale status og liv i fare, da det at få en abort i 1963 er forbudt og bestemt ikke uden risiko. Det er så fin og skrøbelig en historie, hvor vi får indblik i, både hvor målrettet Annie er i sit ønske, da hun for enhver pris ikke vil opgive sin undervisning, men også hvor store klasseforskelle der var på den tid.

Over 20 år senere tager Annie Ernaux os med Simpel lidenskab med til en periode af sit liv, hvor hun havde et forhold til en gift mand. Det var et forhold, der på alle måder var drevet af et altoverskyggende begær og en besættelse af ham og deres forhold. En kraft Annie ikke kan slippe fri af, og som udelukkende ender, fordi han efter to år rejser væk og forsvinder ud af hendes liv. I en form for dokumentarisk analyse gransker hun her flere år senere den tilstand, hun dengang befandt sig i. Det var en rus, der fik al fornuft skubbet ad vejen, og hvor alt i den periode var tæt forbundet med det at vente på en mand. Det er en så hudløs ærlig og medrivende en historie, at jeg er helt forbavset over, hvor stor en historie vi får på kun 80 sider. Men det er netop det, Annie Ernoux er eminent til.

Vent endelig ikke med at gå i gang med Annie Ernaux’ forfatterskab. Der er nemlig noget ekstremt dragende over hendes måde at skrive på, så er du til erindringsromaner, vil du ikke fortryde en eneste af hendes bøger. Vil du læse dem kronologisk, vil jeg anbefale dig at gå i gang med Pigen fra ’58, som er en autofiktiv beretning om, hvad der hændte i sommeren ’58, da Annie som 18-årig arbejdede som pædagog på feriekolonien S i Normandiet. Du kan læse den fulde anmeldelse her. Det er bare om at komme i gang.

Annie Ernaux: Hændelsen & Simpel lidenskab, Gads Forlag, oversat af Niels Lyngsø, 112 & 80 sider, september 2021

Der er lukket for kommentarer.