Der var noget ekstremt dragende ved beskrivelsen af denne bog. Forfatterens behov for at få en ren tavle, ved at lade som om tiden ikke var hendes, men en andens. En trang til at distancere sig selv så meget fra den hun var, at det havde efterladt et hul i tidslinjen. Et hul, der aldrig ville forsvinde, medmindre hun åbnede døren til den pige, hun var i 1958. Dette er Annie Ernaux’ autofiktive beretning om, hvad der hændte i sommeren ’58, da hun som 18-årig arbejdede som pædagog på feriekolonien S i Normandiet.

Ernaux skriver; ”Jeg har villet glemme denne pige. Glemme hende rigtigt, dvs. ikke mere have lyst til at skrive om hende. Ikke mere tænke, at jeg skal skrive om hende, hendes begær, hendes vanvid, hendes idioti og hendes hovmod, hendes sult og hendes ophørte blødninger. Det er aldrig lykkedes mig.”, og min interesse er vagt.

Annie voksede op som barn af forældre, der ejede en købmandsforretning i den lille by Yvetot i Normandiet. Hendes forældre var overbeskyttende og prøvede at beskytte hende fra alt, hvad andre teenagebørn kunne blive udsat for. Derfor var Annie meget alene og kun i selskab med sine bøger. Hun gik på en streng katolsk kostskole og var et af de begavede børn på skolen, til stor begejstring for hendes far, mindre for hendes mor, der ikke forstod hendes behov for at studere.

Da Annie skal læse videre, vælger hun at søge et sommerjob som pædagog på en feriekoloni. Det er her, hun allerede den første aften møder H. Ham som skal blive hendes første seksuelle oplevelse og efterlade hende ulykkelig forelsket, fyldt med både lyst og skam. For Annie har absolut ingen erfaring med den slags følelser, og hun agerer ekstremt nedværdigende for sig selv og får med det samme et dårligt ry på kolonien, der følger hende flere år frem i tiden.

Annie Ernaux er kendt for at være en af Frankrigs største nulevende kvindelige forfattere. Det er tankevækkende, at hun først nu kan fortælle om den periode i hendes liv, hvor hun som purung og uvidende lavede en række dumme fejl. Det har tydeligvis sat sine spor, og jeg kan som læser undre mig over, om der ikke skete mere, end Ernaux giver udtryk for. Om det er de overgreb, hun følte på sin krop og sjæl, der har fået hende til at fortrænge perioden efter bedste evne.

Det er altid fascinerende at læse en bog af en forfatter, man ikke har hørt om, og dernæst ende med at ville læse alle hendes romaner, erindringer, digte, og hvad der ellers kunne være. Det er præcis det, der er tilfældet med Annie Ernaux’ bog Pigen fra ’58. Her er der bare ingen andre oversatte værker – endnu! Jeg vil derfor krydse fingre for, at Forlaget Etcetera straks tager fat på flere af hendes bøger. For er der noget Ernaux kan, så er det at fængsle læseren i en stemning og tid, hvor alt omkring dig forsvinder.

Annie Ernaux: Pigen fra ’58, Forlaget Etcetera, 172 sider, november 2018