// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Annie Ernaux: Årene
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Biografi, Erindringer, Roman

Annie Ernaux: Årene

Skrevet af den 17. maj 2021 – 06:45Ingen kommentarer

Skal du kun læse én erindringsroman i 2021, må det simpelthen være denne. Aldrig har jeg følt mig så revet med af en fortælling som af Annie Ernaux’ Årene, og aldrig har jeg følt mig så stor en del af en bog, som jeg gjorde ved at læse den.

Årene er en fortælling om Frankrig og en kvindes liv fra 1941 til 2006 fortalt af en alvidende fortæller uden mange afbrydelser. Men det er også så meget mere end blot det. Det er også en fortælling om vores verdens udvikling, systematisk fortalt som årene skrider frem. Vi hører om efterkrigstiden, studenteroprøret i 1968, politiske kampe, seksuel frigørelse, familierelationer og den samfundsmæssige udvikling fra dengang til nu. Hvordan teknologiens spæde start var enormt revolutionerende for nu blot at være noget, vi tager for givet.

Bogen er fortalt set udefra med afsæt i fotografier, familiemiddage og skelsættende episoder. Først hører vi om tiden i store træk for dernæst at pejle os ind på de nære ting; duften, årstiden, dagen og så ud i helikopteren igen og se de store træk. Spring i årene igen og tilbage til det nære. Kvindefrigørelse. Seksuel frigørelse og en lille reprimande til alle os, der er for unge til at have minder om, hvordan det engang var for kvinder, og deres kamp for det vi nu tager for givet. Det er så velskrevet, så ægte og så accepterende over for tidens tand.

Årene er et moderne litterært mesterværk, som kan læses af alle. Ernaux tager os ved hånden og fører os nænsomt gennem årene, efterhånden som den personlige og samfundsmæssige udvikling sker. Jeg læste halvdelen af bogen langsomt for dernæst at høre resten som lydbog. Har du svært ved at fordybe dig i en bog i længere tid ad gangen, vil jeg klart anbefale sidstnævnte. Oplæser Ida Cæcilie Rasmussen har den mest behagelige meditative stemme og sammen med Ernaux’ ord gjorde den, at jeg befandt mig lige der ved hendes side gennem alle årene. Jeg kan ikke skrive om Årene på en måde, der er fyldestgørende over for, hvilket storværk Ernaux har leveret, og hvilken eminent forfatterinde hun er. Hendes bøger skal læses, fordøjes, drøftes og genlæses. Og det af os alle.

Læs også vores anmeldelse af Annie Ernaux: Pigen fra ´58

Annie Ernaux: Årene, Gads Forlag, oversat af Lilian Munk Rösing og Birte Dahlgreen, 249 sider, marts 2021

Der er lukket for kommentarer.