Der var engang, hvor vi ikke havde ligestilling. Dengang blev kvinder ikke regnet for noget, og derfor fik de i lighed med fattige, udviklingshæmmede og forbrydere ikke stemmeret. Sådan har vi i hvert fald lært det i skolen, og sandt er det at kvinder først fik fuld stemmeret i 1915.

Til gengæld er der grund til at gå et spadestik dybere omkring hvorfor kvinder (og alle de andre) ikke fik stemmeret i det, der ellers var Europas mest demokratiske grundlov i 1849. Det er nemlig meget mere nuanceret end de fleste af os går og tror.

Engang var det nemlig ikke individet, der var samfundets grundelement. Det var ikke engang familien, som vi ser på familien i dag. Det var husholdningen, altså den samlede husstand der bestod af ikke bare husbond og madmor, men også børn, tyende og hvad der ellers hørte sig til. Derfor var det også husstandens overhoved, der lovgivningsmæssigt blev udstyret med rettigheder i forhold til det omkringliggende samfund, og ikke de enkelte dele af husstanden.

Det var nemlig husbonden, der havde ansvaret for at opretholde orden internt i husstanden, og med det ansvar fulgte også pligten til at repræsentere husstanden udadtil – og til at holde hånden under dens medlemmer, hvis de blev syge eller uarbejdsdygtige. Og at tugte dem, naturligvis, for tugt skulle der til.

En logisk konklusion af dette syn på samfundets opbygning er, at det var husstandens overhoved, der fik stemmeretten – og den stemmeret blev rigtignok uddelt til væsentlig flere end hvad der ellers var normalen i de nye demokratiet i Europa. Grundloven blev nemlig skrevet mens også de mindrebemidlede husstande skulle sende deres sønner i krig i Slesvig, og for at fastholde deres opbakning til samfundsordenen fik de altså stemmeret. Husbonden, naturligvis, ikke sønnerne. Dem forventes deres husbond at have styr på.

Siden dengang har synet på rettigheder og pligter ændret sig. Det er ikke længere husstanden eller familien, der er samfundets mindste enhed, og vi tager det for givet, at individer har rettigheder i kraft af deres menneskelighed, og ikke som følge af deres placering i samfundsordenen. Men det har været en lang rejse igennem et stort skift i vores syn på rettigheder og individer, og vi gør os sjældent rigtig klart hvor stort en omvæltning det egentlig er – og hvor hurtigt den er foregået. Det er også en omvæltning, der har ændret vores syn på hele vores måde at leve på og som nok fortjener en eftertanke, ikke mindst fordi andre nutidige samfund endnu ikke har gennemlevet hele denne transformation.

Heldigvis har vi Annette Faye Jacobsen til kyndigt at tage os igennem denne idéhistoriske omvæltning, hvorfor den fandt sted og hvad konsekvenserne blev – lige fra stemmeretten til synet på tjenestefolk og forældres ret til at slå deres børn. Tak for det, på den ene aften det tog at læse Ulige rettigheder fik jeg input nok til mange dage og ugers eftertanke, og meget falder på plads i forhold til at forstå, hvordan vores tiptiptipoldeforældre så på samfundet.

Ulige rettigheder er simpelt hen en af bedste, mest velskrevne og absolut oplysende 100 danmarkshistorier meget længe. Det er eminent godt arbejde at få sat fortidens rettighedssyn ind i sin rigtige kontekst, og belyse hvad det betød (og betyder) for både fortidens syn på individ, familie, husholdning, rettigheder og samfundets opbygning. Alle med den mindste interesse for (idé)historie eller politik bør læse med – det er kun 100 sider, så der er simpelt hen ingen undskyldning for at lade være.

Ulige rettigheder er seksogfyrrende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien. Man kan købe bøgerne hos boghandleren eller i abonnement, så man automatisk får et nyt bind hver måned. Bøgerne skrives af eksperter på de enkelte fagområder, der også har et stort flair for formidling. Bøgerne koster 100 kr stykket.

Anette Faye Jacobsen: Ulige rettigheder. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkommer 8. juli 2021