“Ligesom jeg ikke kan forestille mig haven uden valnøddetræet, kan jeg ikke forestille mig livet uden far. Men det skal jeg, for han har fældet sig selv.”

Jorden under mig er en rørende og medrivende erindringsroman om Helle, der vokser op på en gård på Sydsjælland i 1980´erne. Hendes far er landmand, hendes mor er lærer og økonomien er presset. En dag begår Helles far selvmord og hun får bildt sig selv ind, at det er hendes skyld og at hun kunne have forhindret det. Hvis bare hun havde været anderledes. Det er derfor en roman om at leve med skyld og skam. Og en roman om at leve videre sammen med mor og søster uden at stå sorgen igennem sammen. “Om dagen taler vi aldrig mere om far. Det var kun noget, vi gjorde den første uge.”

Der er i mange episoder i romanen, hvor jeg tog mig til hovedet (og hjertet) og tænkte nej-nej-nej. Så meget er forkert. Men det ved man ikke, når man er et barn, selvom man måske godt kan mærke, at det er forkert. Man kommer let til at tænke, at det er en selv, der er forkert. Et eksempel: Hvorfor pokker flytter det gevær, som faren brugte den dag i kælderen med, da moren og pigerne flytter fra gården? Det er grotesk, at det våben, som tog hendes fars liv, hænger i skabet med vinterjakker i det nye hjem.

Det gør nærmest ondt at være vidne til, så tilpasningsparat den lille Helle er for at undgå ufred og konflikter i hjemmet. Der er en scene, hvor Helle på en strandtur skynder sig med “at dyppe hele kroppen under vandet”, så moren ikke ser, at faren pjasker vand på hende, når der er en klar aftale om, at man ikke pjasker på dem, der endnu ikke er våde. Faren er i det hele taget ikke god til læse sin datter og med de bedste intentioner får han hende op på en stor hest, op at flyve og til at skyde med våben, selvom hun slet ikke har det mindste lyst. Han overskrider gang på gang hendes grænser.

Jeg kan godt forstå, at den voksne Helle er påvirket af sin opvækst! Og jeg kan sagtens forstå, at hun i perioder har været ved at brænde sammen (og måske også brænder sammen). Det ville være mærkeligt andet. Opvæksten er udover farens selvmord (en far hun elskede) præget af farens alkoholmisbrug, farens temperament, forældrenes uenigheder og skænderier og tidlig tab af bedsteforældre.

I begyndelsen af bogen, hvor Helle er et barn, er fortællestemmen tydeligt et barns stemme, der anskuer og opfatter verden fra barnets synsvinkel. Senere i bogen møder vi den voksne Helle, og her er fortællestemmen velformuleret og reflekteret og som læser er man lettet over, at vi for længst er ude af firserne og videre i livet.

Jorden under mig er virkelig god! Jeg slugte den ene side efter den anden, selvom det til tider trak i hjertet. Litteratur må godt gøre ondt og det gør Jorden under mig. Læs den, og tag lidt af den lille Helles sorg og smerte på dig. Måske bliver skammen og skylden mindre for alle de små Heller, hvis vi bliver bedre til at tale om alt det svære, også mens de stadig er små.

Anbefales til læsere af autofiktive romaner som Rampen af Jesper Stein, Det samme og noget helt andet af Katrine Marie Guldager eller Den, der lever stille af Leonora Christina Skov, som alle handler om opvækst og svære familieforhold. Anbefales også til læsere af romaner som Katalog over katastrofer af Stine Askov eller Harpiks af Ane Riel.

Helle Vincentz, Jorden under mig, People´s, 359 sider, April 2021.