Først bliver veninden Anne dræbt af skud i Nicaragua, og begravelsen er kun lige overstået før katastrofen rammer igen: Fortællerens far er en af de otte, der bliver dræbt da et tog i al for høj fart kører galt ved Sorø. Det er 1988, den unge fortæller er bare 21 år og ingenting bliver nogensinde det samme igen.

De første kapitler er en hvirvel af sorg og afmagt. En ung kvinde skal forsøge at tackle de mørke, smertelige følelser mens venner og familie tramper ind og ud af hendes liv. Det bliver værre endnu, for frænde er frænde værst, og forude afventer konflikt om arven og følelsesmæssig afpresning som den kun kan foregå i en dysfunktionel familie, hvor alle er sig selv nærmest og ingen vil tale om det svære – og slet ikke om den 21-årige faderløse kvinde, der forsøger at finde sig selv og sine ben i en verden, der med ét føles fremmed. Eller er det måske fortælleren selv, der er anderledes?

Fortælleren drømmer om solidaritetsarbejde, om familie, om at skrive, men det er svært at finde plads og mening, når fundamentet er væk. Faderens død sætter de destruktive kræfter løs i familien, og hvor lang tid skal man forsøge at være den gode søster, datter, niece, hvis ingen andre tilsyneladende prøver?

Det samme og noget helt andet er både en dannelsesroman om en ung kvinde, en fortælling om Danmark i de seneste 30 år, men først og fremmest en vivisektion af en utilpasset familie. Tolstoj skrev engang, at alle lykkelige familier ligner hinanden, mens den ulykkelige familie altid er ulykkelig på sin egen måde.

Guldager er mesteren i at analysere disse ulykkelige familier, og hun har tidligere set på familien i såvel Køgekrøniken, En uskyldig familie og Et rigtigt liv, og det er virkelig gode bøger, men Det samme og noget helt andet rykker op i en helt anden klasse, for det er et mesterværk af hæsblæsende skyld, angst og kvælende familieliv, der næsten lammer åndedrættet, men som alligevel ikke kan skjule den svære, uhåndterbare kærlighed til dem, der burde passer allermest på én, men som også er optagede af deres egne nederlag og uformåenhed, og som ikke mestrer kunsten at tage vare på deres børn.

Det samme og noget helt andet skifter mellem historien fra 80érne og 90érne og nutiden, hvor Guldager reflekterer over at skrive en roman med udgangspunkt i hendes eget liv. Det er en roman, og næsten manende fremhæves det flere gange at den er 50 % fiktion og 50 % Guldager selv og hvordan procent reelt gøres op ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad for som litteratur er det storartet og det fungerer. Både når læseren fryser over familiens kulde, når vi glæder os over anerkendelsen som forfatter og de venskaber og kærlighedsforhold, der rent faktisk fungerer for vores fortæller/forfatter – og når man læser med i den hudløse blotlæggelse af et sind med sorg, angst og konfliktskyhed, og man håber at der et sted på vejen er en udfrielse.

Katrine Marie Guldager har med Det samme og noget helt andet skudt bogåret 2021 i gang med et mesterværk.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet. 454 sider, Politikens Forlag. Udkommer 4. januar 2021