Thomas Rathsack: Kollaps
Han gjorde det sgu! Den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack har heldigvis skrevet en 5’er i serien om den tidligere jægersoldat Michael Plessner.
I min anmeldelse af 4’eren skrev jeg:
“Om Rathsack er i gang med bind fem om Michael Plessner vides ikke, men slutningen af bind fire signalerer i mine øjne, at det ikke er tilfældet. Og det er enormt ærgerligt. For Plessner-figuren er glimrende og vi ser ham gerne sendt ud på endnu flere redningsmissioner. Og man kan jo altid køre en story-line der hedder: ”Han havde trukket sig tilbage. Men xxx gjorde, at han var nødt til igen at gå i krig…”. Vi håber.”
Håbet blev opfyldt og Rathsack og Plessner er tilbage. Denne gang er omdrejningspunktet Rusland og miljøforurening. En stærk kombi, som giver en særdeles læsværdig cocktail af en spændingsroman på internationalt niveau.
Rathsack er ikke bange for tage livet af “the good guys” og lade heltens hjælpere falde ham i ryggen. Det virker rigtig godt – og kynisk. Hatten af for det mod.
I mine tidligere anmeldelser af bøgerne i Rathsacks Plessner-serie har jeg ikke lagt skjul på, at 1’eren, 2’eren og 3’eren var hamrende gode, mens 4’eren skuffede en anelse. Rathsack er bedst, når han sender Plessner langt væk hjemmefra. Og Rusland er desværre ikke længere væk, end at Kollaps kommer ind på en 4. plads, som den næstdårligste af de fem rigtig gode bøger.
Men misforstå mig ikke. “Kollaps” er knaldhamrende god. Man føler sig godt underholdt. Handlingen er realistisk og der er fart over feltet. “Problemet” er bare, at nogle af forgængerne var endnu bedre.
Nu sidder vi bare tilbage med et håb om, at der en dag kommer en 6’er.
Thomas Rathsack: Kollaps. Politikens Forlag, 2021. 308 sider.