Thomas Rathsack: Sort daggry
Er det muligt at holde det høje niveau fra 1’eren i ”den svære 2’er”? Det er tit spørgsmålet når en succesfuld film, serie eller bog får en efterfølger. Når det kommer til den tidligere jægersoldat Thomas Rtahsacks serie om jægersoldaten Michael Plessner, så er svaret ja. Rathsack tager faktisk spændingsniveauet til nye højder i ”Sort daggry”, der er bind 2 og efterfølger til ”Shadow Army” – som er anmeldt her.
Plottet i ”Sort daggry” er virkelig godt. Ganske kort handler det om en dansk videnskabsmand, der tages som gidsel af Al-Qaeda i Somalia og tvinges til at skabe en særdeles dødbringende koppevirus. Plessner og hans slæng af jægersoldater sendes afsted på en hemmelig mission, hvor de under heftig beskydning skal finde og befri videnskabsmanden.
Ligesom i ”Shadow army”, så er ”Sort daggry” fyldt med detaljer og en tætpakket handling med masser af skyderi, eksplosioner, droner og helikoptere. Virkelig godt og fængende. En bog som er svær at lægge fra sig. For tempoet er højt fra første til sidste side.
Jeg har tidligere anmeldt bind 3, ”Dødemandsbugten”. Af de tre Plessner-bøger er ”Sort daggry” den bedste med ”Dødemandsbugten” lige efter og ”Shadow army” på en flot tredjeplads i et hårdt felt af fremragende og aktionmættede spændingsromaner på internationalt niveau.
Thomas Rathsack: Sort daggry. Politikens Forlag, 2013. 331 sider.