Rachel Cusk: Et livsværk – Om at blive mor
Det er ingen hemmelighed, at jeg er dybt begejstret for den canadisk-britiske forfatter Rachel Cusk. Med Faye-trilogien fornyede hun romangenren med sin unikke dialogbårne stil. Har man ikke læst de tre bøger, anbefales de på det allervarmeste.
I bogen “Et Livsværk”, der har undertitlen “Om at blive mor”, skriver Cusk sig ind i den række af udgivelser, der sætter moderskabet og især dets mørkere sider i fokus. Det idylliserede billede af at være mor punkteres, og en stærk beretning om moderskabets første usikre år foldes filterløst ud. Da bogen udkom i England i 2001, blev den mødt med stor modstand, fordi den var en af markedets første, der vovede at beskrive moderskabet på både godt og ondt.
Det er en begavet og gribende fortælling, der med Cusks skalpelskare blik giver et ultra-closeup på kroppen efter fødslen som flankeres af svirpende kønspolitiske kommentarer, der gør op med den gængse forestilling om moderrollen, som værende den ultimative fryd og gammen. Dette spejles elegant og klogt i udvalgte moderskaber gennem litteraturen. Med sin næsten essayistiske form sættes der kapitel efter kapitel fokus på en ny brik af det puslespil, der udgør moderskabet.
Eller mere præcist: Cusk piller det gængse puslespil fra hinanden og lægger et nyt. Hun vil nemlig ikke være en mor, som alle kan abonnere frit på. Hun insisterer på at gå til koncerter, se veninderne og arbejde. Men, men, men. Det er lettere sagt end gjort. Da datteren får kolik og ikke trives flås Cusk over i to, og det umenneskelige krydspres beskrives, så vi får helt ondt i maven. Essen er, at mor og barn nu er en enhed.
Det er en meget læsværdig bog, der perspektiverer moderskabet klogt, vedkommende og med glimt i øjet. Som altid er Cusks sprog eminent og vidtforgrenet, så hvis man holder af hendes forrygende billeder og vilde abstraktionsniveau, så bør man omgående kaste sig over denne gribende fortælling om moderskabet som institution og som en personlig tvetydig tilstand.
“Et livsværk” skriver sig ind i tendensen “nye mødre”, som vi også kender herhjemme fra og som bogblogger.dk med begejstring har anmeldt. For eksempel Dy Plambecks fremragende roman “Til min søster”, hvor der gives en detaljeret og sanselig beskrivelser af selve fødslen. Cecilie Linds fremragende digtsamling “Mit barn”, der giver en poetisk og fin beskrivelse af moderskabets dobbelthed; frygten, afmagten og kærlighede. I Hanne Højgaard Viemose prisbelønnede “HHV, Frshw, Dødsknaldet i Amazonas”, beskrives en mor, der både kan være vild og kærlig.
Rachel Cusk: Et livsværk – Om at blive mor, Vinter Forlag, 256 sider, oversat til dansk af Juliane Wammen, udgivet på dansk den 5. februar 2021.