Det er sjældent, at jeg er mundlam efter at have læst en bog. Men Hanne Højgaard Viemoses seneste roman “HHV, FRSHWN – Dødsknaldet i Amazonas” tog fuldstændig pippet fra mig. At læse bogen er ligesom at løbe en maraton, når man er i dårlig form – man må hele tiden stoppe op for at få vejret. 

Bogen er et heftigt og konstant bombardement af fortællerjeg’ets følelser, oplevelser, tanker og refleksioner. Og det er de hårde og brutale af slagsen. Uden berøringsangst tager Viemose fat i store tabuer som angst, skilsmisse, psykisk nedbrud, seksuelt misbrug, svigt, voldtægt, forvirring, fornedrelse, tomhed og fortabelse.

Sproget og handlingen kombineret med masser af formeksperimenter buldrer ustoppeligt afsted, og springer ustandseligt mellem tid og sted. Man skal holde tungen lige i munden, hvis man skal følge med i fortællingen, som er bevidst rodet og fragmenteret – ligesom hovedpersonens eget liv er det. Sublimt underbygger sproget handlingen.

Romanen er jeg-fortællingen om forfatteren Hanna, der forsøger at skrive en historie om den antropologistuderende Anitas traumatiske rejse ind i Perus Amazonjungle. En dybt traumatisk historie, om de mange overgreb og den frygtelige voldtægt, som hun blev udsat for på bredden af Amazonfloden.

En historie, der ikke vil stå alene, fordi, den er alt for svær at fortælle. For hvordan fortæller man historien om skam og skyld og en synderskudt psyke. Det er den historie, som er baggrunden for bogens undertitel “Dødsknaldet i Amazonas”. Allerede i bogens prolog får vi at vide, hvordan andre historier fra HHV´s (Hanne Højgaard Viemoses) eget liv begynder at blande sig i historien om Anita:

“0g hvad ville Anita der (i junglen), hvad fåk havde hun forestillet sig??? Det var den historie, jeg gerne ville skrive. Men så skete der alt muligt, Anita fx gjorde knuder, hun nægtede at stå alene med sin historie, OG mest af alt, blev den fedtet ind i et væld af andre historier og omstændigheder, herunder mit liv som forfatteren.”

Så altså. Anita nægter stå alene med sin historie, der (naturligvis) blander sig HHV’s eget liv, hvor fortællingen er næsten ligeså grusom. Finurligt smelter forfatter og forfatterjeg sammen. Vi hører om Anitas psykopatiske eksmand, der bliver psykotisk, stalkeren Henning, der en dag ligger og venter på hende i hendes seng, om den gifte mand, hun forelsker sig i – men som dybest set ikke elsker hende, virkeligheden flimrer, helbredet skranter, indlæggelsen på Psykiatrisk afdeling på Bispebjerg Hospital (som hun MÅ udskrives fra, fordi hun skal hente sine drenge kl. 16.00), børnene får lus, hun bliver voldtaget af sin terapeut, og kommunen nægter at give hende kontanthjælp, da hun flytter i kollektiv for at få andre voksne omkring sig:

“Jeg får brev fra Udbetaling Danmark, at jeg ikke længere kan modtage bidrag som enlig forsørger, at jeg ikke kan betragtes som reelt enig, når jeg bor på adresse med andre voksne mennesker. Jeg svarer, at jeg stadig er enlig forsørger, de svarer at de ikke anser mig for reelt enlig, at jeg lever i ægteskabslignende forhold, med de andre voksne på min adresse.”

Vi filtres overbevisende ind i handlingens mange snoede og finurlige retninger, og selv i de tiltrængte læsepauser, rumsterer romanen fortsat rundt i baghovedet. Heldigvis er der masser af skarp humor, som giver os en tiltrængt comic relief midt i alle uhyrlighederne.

Det er ubærligt barskt. Og jeg var fuldstændig udmattet, da jeg var færdig med at læse bogen. Men jeg holder vejret, og venter med spænding på næste værk fra Hanne Højgaard Viemose. Jeg er sikker på, at det er værd at vente på.

Hanne Højgaard Viemose: HHV, FRSHWN – dødsknaldet i Arizona, Gyldendal, 11. januar 2019, 282 sider.