// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Shirley Jackson: Fuglereden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Shirley Jackson: Fuglereden

Skrevet af den 19. februar 2021 – 06:32Ingen kommentarer

Fuglereden er en foruroligende, bizar men også humoristisk roman om den unge kvinde Elizabeth. Hun bor sammen med sin excentriske tante Morgen og arbejder på et museum, hvor hun for det meste passer sig selv. Men hun begynder at få invaliderende hovedpiner og blackouts, samtidig med at hun modtager trusselbreve på sit arbejde. Efter flere ubehagelige hændelser og rædsom opførsel fra Elizabeths side tager Morgen hende med til psykiateren Dr. Wright i håb om, at han kan hjælpe hendes niece.

Den selvfede Dr. Wright finder efterhånden ud af, at der ikke kun bor en enkelt pige i Elizabeths krop, men hele fire forskellige personligheder – Elizabeth, Beth, Betsy og Bess. Elizabeth er tvær men dog høflig, Beth er elskelig og doktorens yndling, Betsy er fræk som en slagterhund, og Bess er i en liga helt for sig selv. De fire personligheder strides indbyrdes og truer med at tilintetgøre hinanden for at vinde kontrollen over Elizabeths krop og liv. Det er Dr. Wrights opgave at forsøge at samle de fire personligheder til én, men det er ikke let.

Fuglereden har ikke samme gotiske præg som Vi har altid boet på slottet og Mørket i Hill House, hvilket måske var grunden til, at jeg ikke var helt så begejstret for bogen som for de to andre. Den bærer dog stadig præg af noget mystisk og udefinerbart, der lurer lige uden for læserens rækkevidde. Jackson bruger endnu engang sin sorte humor og dybe indsigt i de mørkere sider af menneskets natur til at fortælle en historie om den galskab, der lurer under overfladen hos de fleste mennesker. Med sin skarpe pen spidder hun desuden tidens kønsroller.

Forlaget Alhambra har begået intet mindre end en genistreg ved at lade dygtige danske forfattere skrive forord til Shirley Jacksons bøger, som åbner værket op og giver læseren en dybere forståelse af Shirley Jackson, bogen samt den tid, den blev skrevet i. Siri Ranva Hjelm Jacobsen har skrevet forordet til Fuglereden, og det er fremragende.

Endnu engang har Alhambra også kælet for bogens omslag, der er imponerende gennemarbejdet med det gådefulde spejlmotiv, der viser flere forskellige sider af samme kvinde.

Er du til flere mystiske fortællinger, hvor meget er gemt under overfladen, og man ikke helt kan få greb om tingene, kan jeg også anbefale Du skulle være gået.

Shirley Jackson, Fuglereden, Forlaget Alhambra, 408 sider, oversat af Rebekka Hjelholt Svendsen, udkom 11. december 2020

Der er lukket for kommentarer.