// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tore Skeie: Ulvetid
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Tore Skeie: Ulvetid

Skrevet af den 19. oktober 2020 – 07:47Ingen kommentarer

Skandinavien blev for alvor placeret på verdenskortet i vikingetiden. Vores forfædre rejste, handlede og hærgede over snart sagt hele Europa, og i begyndelsen af 1000-tallet var deres magt på sit højeste. England blev erobret af først Svend Tveskæg og dernæst af Knud den store, men også internt i Skandinavien kæmpede vikingerne – mod hinanden.

Danmark var stormagten, der i lande perioder også havde overhøjhed over dele af det nuværende Norge (samt Skånelandene, naturligvis), så kampen om magten i Nordeuropa var på lange stræk ikke kun en kamp mellem danskere og englændere, men også mellem danskere og nordmænd. Det hele blev kompliceret af, at det ikke kun handlede om magt og ære, men også om religion – og at mange af kilderne er nedskrevet af kristne, der havde det med at fokusere på det sidste.

I Ulvetid fortæller den norske historiker om kampen om nordsøimperiet, der også er bogens undertitel. Det handler om vikingernes verden og hverdag, om krig og kamp, men også om hvordan samfundet var indrettet både i Danmark, Norge og England. Omdrejningsfigurerne er danske Knud den Store og norske Olav den hellige.

Ulvetid er faglitteratur, men det glemmer man næsten undervejs, for den er eminent velskrevet og spædende. Tore Skeie er nordmand, og derfor bliver kampene beskrevet fra et norsk synspunkt (som altså især når det kommer til kampen om Norge ikke er det samme som et dansk synspunkt).

Der udgives mange bøger om vikingerne i disse år – læs f.eks. den ligeledes fremragende Viking af Jeanette Varberg – og i et stærkt felt hører Ulvetid til blandt de allerbedste, for Skeie har styr på sine fortælletekniske kneb lige fra den dramatiske indledning 200 år efter hovedbegivenhederne til den lige så dramatiske slutning, der kun antydes. Ulvetid er første bind i en serie på fem, og jeg glæder mig til de næste i serien!

Tore Skeie: Ulvetid. 324 sider, Gyldendal. Oversat af Morten Visby, udkom 27. august 2020

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.