// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Emma Glass: Blå skygger
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Emma Glass: Blå skygger

Skrevet af den 22. oktober 2020 – 06:00Ingen kommentarer

Blå skygger er Emma Glass anden roman. Hun debuterede i 2019 (på dansk i 2020) med romanen Peach, som beskriver eftervirkninger af en voldtægt.

Blå skygger er fortællingen om Laura, der er børnesygeplejerske. Hun passer og plejer de syge børn. Skifter ble på dem. Sørger for at de får den rette dosis morfin. Nusser dem. Børnene er små og svage og det er ikke dem alle, der klarer det. “Jeg (Laura) beder tavse, hemmelige bønner for ham. Jeg siger farvel. Bare for en sikkerheds skyld. Smerte, kulde, mørke lejrer sig i mit hjerte og tørrer det ud til en sten.”

At høre om alvorligt syge indlagte børn er en halvbarsk omgang. Og det må det gerne være! Det skildres samtidig så nænsomt og fint med respekt for børn og forældre. Forfatteren arbejder ved siden af forfattergerningen som sygeplejerske på et hospital i London og har derfor et indgående genskab til faget. Og på en måde er romanen også en skildring af et fag, et arbejde, af hverdagen på en børneafdeling. Og hvor tit ser vi lige det i litteraturen?

Blå skygger er poetisk og der er noget melodisk over tonen. Dog ikke i samme omfang som vi oplevede det ved debutromanen, og derfor er Blå skygger også mere tilgængelig for læseren end Peach er.

Jeg har læst romanen langsomt og med kortvarige ophold mellem kapitlerne, hvor jeg stille har sunket det senest læste kapitel, inden jeg har læst videre. Teksten er komprimeret og ordene er nøje udvalgt som i Peach og teksten fremstår derfor virkelig skarp.

Det er også en roman om træthed efter udmattende nattevagter, om travlhed og dermed mangel på mad og om et opslidende parforhold. “Vi er vatpinde der suger andres sorger op, vi er mættede, vi er frelsere.” Jobbet er krævende, men i den grad meningsfuldt: “Natten flyver. Vi flyver med. Vi bliver holdt travlt beskæftiget af alle de grædende børn.”

Jeg håber og tror, at vi kommer til at høre mere fra Emma Glass. Hun har sin helt egen stemme. En stemme jeg gerne lytter mere til.

Emma Glass (f. 1987) er fra Wales. Bor i dag i London. Debuterede med romanen Peach.

Emma Glass, Blå skygger, Jensen & Dalgaard, 164 sider, Oktober 2020, Oversat fra engelsk af Signe Lyng.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.