“Tyk tæt klæbrigklam uld snor sig flosset om sårene, rimper den flåede hud mens jeg går. Hånden i vanten skraber mod muren. Ru rødsten rasper ulden itu. Rasper huden itu. Ru og rød i huden. Ru og rød i hovedet”. Sådan starter debutromanen Peach, der handler om en voldtægts eftervirkninger. Vi følger den unge pige Peach, der netop er blevet voldtaget.

Der veksles en del med fantasi og virkelighed og grænsen mellem polerne er udflydende. Det er derfor også svært at hitte ud af, hvad der reelt foregår, og jeg gætter på, at det præcis er pointen med det. At tiden efter et overgreb er kaotisk, flydende og svær at begribe. Vi hører om hendes lillebror, som er lavet af sukker. Vi hører om en lærer, der mister form (det er i hvert fald sådan Peach opfatter ham) og vi hører om hendes grænseoverskridende forældre, der fortæller om deres sexliv. Men når vi som læsere forstår for lidt af, hvad der sker, er det svært at føle med hende, trods den svære situation hun står i.

Bogen efterlader en med mange spørgsmål, og det er langt hen af vejen faktisk okay. For eksempel vokser hendes mave i dagene efter voldtægten. Vi ved at hun ikke er gravid, så stærkt går det ikke. Det er nærliggende at tænke på udtrykket “en knude i maven”. Er det den, der vokser sig større og større, fordi hun ikke får hjælp? Og hvorfor får hun ikke hjælp? Og hvorfor kommenterer ingen på de blå mærker i ansigtet?

Peach er poetisk og mættet og der er ikke ét ord for meget i den lille bog. Man fornemmer, at alle ord er nøje udvalgt og det må have været noget af en krævende opgave at oversætte værket. Det fremgår også af pressematerialet til bogen, at det engelske forlag “var i tvivl om hvorvidt teksten overhovedet lod sig oversætte på grund af dens særegent allitterative, rytmisk-poetiske stil”. Oversættelsen er nu lykkedes ganske godt!

Læs/lyt blot her: “Huden er flænget. Flået. Flænset. Med to dirrende fingre rører jeg ved flængen, klemmer den sammen. Blod siver sagte. Jeg ser nærmere efter i spejlet. Væske strømmer fra mine øjne, pibler ned over maven, flyder sammen med det røde. Små floder. Små bånd. Silke i slyng. Flænset hud. Sølet rød.” Eller som her: “Lydløse sølvspøgelser sejler. Tyste danser de, flydende sky. Med ansigtet vendt mod gulvet. Bevæger sig i bløde bølger, tavse, dovne sving.”

Peach er ikke let at læse. Den skal læses langsomt. Måske endda højt, så man smager på ordene, rytmen og tonen. Den er noget ganske særligt og til den kræsne og tålmodige læser, der ikke ønsker at få alt forklaret.

Forfatteren Emma Glass er født i Wales i 1987 og bor i dag i London. Hun er oversygeplejerske på et hospital, og Peach er hendes debutroman.

Af litteratur med temaerne overgreb/voldtægt har vi tidligere anmeldt Overgrebet, som jeg ikke var så begejstret for som så mange andre var, og Voldens historie, som jeg til gengæld var meget begejstret for.

Emma Glass, Peach, Jensen & Dalgaard, 122 sider, Oversat fra engelsk af Signe Lyng, udkommer 16. april 2020.