Overgrebet er Inès Bayards (f. 1991) debutroman for hvilken hun blev nomineret til Frankrigs største litteraturpris Prix Goncourt i 2018. Forfatteren er opvokset i Toulouse og bor i dag i Berlin. Her på bloggen læser vi gerne debutromaner, så det var med nysgerrighed og interesse jeg kastede mig over romanen.

30-årige Marie bor i Paris sammen med sin ægtefælle. De har begge gode jobs, er tilfredse med livet og drømmer om at stifte familie. Hendes chef tilbyder en dag at give hende et lift hjem og voldtager hende i sin bil. Marie beslutter sig for ikke at sige noget til nogen. Da det går op for hende at hun er blevet gravid, fastholder hun den beslutning. Voldtægten og hendes beslutning får fatale konsekvenser for hende, hendes ægtefælle og barnet.

Overgrebet handler om voldtægt, skyld og skam, om ensomhed, krop og graviditet og om gradvist at synke længere og længere ned i mørket. Det er ingredienserne til en god roman, men jeg må desværre melde, at jeg ikke er begejstret. Og det er der flere grunde til.

For det første forstår jeg ikke, hvorfor hendes ægtefælle ikke undrer sig, ikke spørger ind til hende, hvorfor hans arbejde får lov til at fylde så meget, når vi ellers ved, at parret inden voldtægten levede godt og lykkeligt sammen. Og jeg forstår heller ikke, hvorfor Marie lader venindens mand lave ultralydskanning og indvendig undersøgelse af hende, da hun bliver gravid. Det gør man da ikke, heller ikke selvom man er blevet voldtaget og mister taget om grænser, i så fald burde Maries veninde eller mand have sagt fra. Det virker ikke troværdigt.

For det andet burde der være blevet luget ud i alt det den alvidende fortæller beretter om. More show – don´t tell. Lad fx. kollegerne tale til hende på en måde, så vi kan se, at hun er vellidt i stedet for at fortælle os, at hun er vellidt.

For det tredje er noget af spændingen i romanen taget ud, da vi allerede på bagsiden kan læse, at hun bliver voldtaget af sin chef og på de første sider læser om, hvilke konsekvenser, det får for hendes mand og barn.

Jeg vil omvendt gerne fremhæve og rose de afsnit, der beskriver den skyld og skam hun oplever. Og fremhæve de afsnit, hvor hun tænker på at slå sit eget ufødte barn ihjel. Det kan være svært at forstå, at man kan være så frustreret og ulykkelig, at man kan have de tanker. Men man forstår i hvert fald, at det er en meget vanskelig situation, hun står i. Point for det.

Jeg kan også sagtens forstå, hvor svært det må være at føde, amme, opfostre et barn af en voldtægt. Og emnet er vigtigt. For der findes kvinder i den situation. Men jeg kan ikke mærke Marie, jeg bliver ikke rørt af hendes situation.

Først på sidste side forstår man, hvorfor romanen starter som den gør med at afsløre de mord, der finder sted. Men det er virkelig længe at hænge på.

Inès Bayard, Overgrebet, Lindhardt og Ringhof, Juni 2019, 272 sider, Oversat af Mette Olesen.