Det er meget populært at skrive (og læse!) romaner, der tager udgangspunkt i forfatterens egen slægtskrønike. Forfatterne lader sig inspirere af de historier, de har fået fortalt om deres egne forfædre, og tilføjer så dialoger, hændelser og personkarakteristik, der hvor arkiverne og anekdoterne giver slip. Hullerne fyldes ud med kvalificeret gætteri, ren digtning og fortælletekniske kneb så historien giver litterær mening og er relevant uden for nærmeste familie.

Det er der kommet mange gode romaner ud af – f.eks. af Merete Pryds Helle eller Jesper Wung-Sung for bare at nævne to.

Ved første øjekast ligner Min kinesiske farmor sådan en roman. Men kun ved første. For Lars Saaby Christensen tager ganske rigtig udgangspunkt i sin farmor, men i stedet for at bruge fiktionen til at gøre hende levende, går han den anden vej og leder efter hendes biografiske spor – både i familiens arkiver og i dens hukommelse. Han leder efter hendes spor, mere end 100 år efter at hans farfar gik ind i en hatteforretning i Aalborg og blev forelsket.

Det er sværere end man skulle tro for forfatteren, at finde frem til fakta om sin farmors liv. Hans farfar dukker op i avisartikler og officielle papirer fra farfarens professionelle virke, men som medfølgende hustru forsvinder farmor Hulda ind i det private liv. Hun eksisterer kun i levende menneskers minder, og når de dør, er hun også endegyldigt væk. Lars Saabye Christensen sætter sig for at riste hende en rune, og i sporet på hendes liv bliver også resten af familiens håb, drømme og liv rullet op. Eller delvist rullet op, for mange gange må forfatteren gå forgæves.

Formatet er på én gang en styrke og et problem. Det er en styrke, fordi Min kinesiske farmor varsomt blotlægger en hel familie og en forfatters ungdomsliv. Med jagten på Hulda som løftestang bevæger vi os i tid og geografi, gennem København, Oslo, Hong Kong og gennem hele det 20. og en bid af det 21. århundrede. Det er vældig godt.

Til gengæld er det også lidt trættende undervejs, fordi Huldas egen historie går i stå. Saabye Christensen må igen og igen konstatere, at Huldas sande væsen og begivenhederne i hendes liv fortager sig i historiens tåger og at han ikke kan finde mere information om hende, hverken i Marseille, Hong Kong eller København. Der er jo nok en grund til, at så mange andre forfattere vælger at bruge fiktionen til at forbinde prikkerne i deres slægtnings liv, inden de udkommer på bogform. Vi kommer i hvert fald ikke rigtig tæt på Hulda, men til gengæld kommer hendes barnebarn så i fokus.

Er det så samlet set godt eller skidt? Min kinesiske farmor er en usædvanlig og anderledes erindringsbog, som er værd at reflektere over. Saabye Christensen rejser det principielle spørgsmål på bogens bagflappen – Er det overhovedet muligt at give historiens usynlige kvinder en historie uden at gribe til fiktionalisering og digt – og lader læseren om selv at give svaret.

Lars Saabye Christensen: Min kinesiske farmor. 208 sider, Grif. Oversat af Charlotte Jørgensen og Lars Saabye Christensen, udkommer 21. august 2020