Marie vokser op på Langeland i 1930’erne med en masse søskende, en nedslidt mor og en voldelig far. Det kniber med mad på bordet, til gengæld er der masser af hårdt arbejde, lussinger og seksuelle overgreb.

Lige inden sin konfirmation kommer Marie i huset hos Fru Videbæk, der har et hjem for unge kvinder, der er kommet i vanskeligheder. Her drømmer Marie om en fremtid anderledes end sin fortid, og da den unge elektrikerlærling Otto kaster sin kærlighed på Marie og frier til hende, ser fremtiden lys ud. Otto får arbejde i København og sammen drager de til hovedstaden for at starte på et nyt og bedre liv sammen.

Marie og Otto klarer sig godt og fra det fattige liv på Langeland som fiskersøn og datter af en tagtækker ender de med at bygge hus i en Københavnerforstad, har mad på bordet og ordentlige klæder og et værelse til hvert af børnene. Noget der udefra set skulle være et fremskridt. En positiv udvikling. Men som set indefra næsten er mere nedbrydende for Marie end barndommens lussinger, overgreb og sult. Hun har så længe stræbet efter noget, der så ender med at skuffe så fælt.

Det er paradoksalt at følge med i, hvordan en ung pige som Marie, en drømmer, der sværger aldrig at blive som sin mor og har haft en følelseskold barndom, alligevel ender i så overfladisk en tilværelse, hvor hun går op i, hvordan ting ser ud og ikke hvordan de føles. Men hun er fange af tiden. Og fortiden.

Bedre går det ikke for veninden Dagny, der studerer, gifter sig med en ældre mand med penge og nægter at lade sig reducere til fødemaskine. Heller ikke dér findes lykken. Fortvivlelsen er stor hos dem alle.

Som barn af 1980’erne er det svært at sætte sig ind i, hvordan kvinder, for ikke ret længe siden, har levet og accepteret en tilværelse som den Marie lever. Og samtidig egentlig følt sig rimelig heldige. En kvinde må affinde sig med en ægtemands ret til at kopulere, give lussinger og få vredesudbrud efter forgodtbefindende. Sådan er det jo. “Hvorfor er du ikke glad med alt det du har?”.

Folkets skønhed er en lille bid socialrealistisk Danmarkshistorie. Usentimental, autentisk, nøgtern. Og alligevel så sansemættet, at du næsten selv er der. Den er virkelig god, og det er ikke svært at forstå, at den har høstet stor hæder og bred anerkendelse. Folkets skønhed har vundet Politikens Litteraturpris og var nomineret til både DR Romanprisen og Læsernes bogpris.

Til efteråret udkommer Vi kunne alt som er en selvstændig fortsættelse af Folkets skønhed. Jeg glæder mig.

Merete Pryds Helle, Folkets skønhed, Lindhardt&Ringhof, 2016, 430 sider.