Vibeke Marx: Kun en kladde
Nia finder en dag en kladde til et brev i skraldespanden derhjemme, skrevet af hendes mor. Kladden er et brev skrevet til Nias biologiske mor, og den efterlader Nia fortvivlet og ulykkelig, da hun aldrig har vidst, at hun var adopteret.
Uden at konfrontere sin mor med sin nye viden, tager hun en pause fra studiet og rejser til Australien, hvor hendes biologiske mor kommer fra i en desperat søgen efter sine rødder. Hun opsøger forskellige mennesker og kommer på sporet af en omfattende række hændelser, der måske har noget med hendes eget biologiske ophav at gøre.
Kun en kladde er inspireret af en virkelig historie om den australske vandpolospiller Keli Lane, der er dømt for at have dræbt sin nyfødte datter. Datteren eller datterens lig er aldrig blevet fundet og Kun en kladde er et fiktiv fortælling, der giver et bud på, hvad der kan være sket med datteren.
Romanen berører temaer som adoption, identitet og rodløshed, og den beskriver meget indlevende via hovedpersonen Nia, hvad det kan gøre ved et menneske at opdage, at man ikke er skabt ud af det, man troede, man var, og hvordan det påvirker ens selvbillede og følelse af at høre til og være rigtig.
Bogen er velskrevet og letlæst, men den kradser kun i overfladen af det meget omfattende tema, og jeg sad med en følelse af, at der var lidt for mange tilfældigheder involveret i Nias søgen og at bipersonerne og deres villighed til at dele deres liv måske ikke er helt realistisk.
Vibeke Marx har udgivet rigtig mange bøger, og du kan også læse vores anmeldelser af for eksempel Af ingenting, Nederste skuffe og Musikken og kødet.
Vibeke Marx, Kun en kladde, Modtryk 28. august 2020, 241 sider.