Når man sidder i en koncertsal og lytter til musikken, så kommer man ofte til at se på de andre koncertgængere og man kan undre sig over, hvad deres baggrund og hvad de tænker over i præcis det stykke musik, som vi netop nu lytter til. Det er indgangen til Vibeke Marx‘ disharmoniske værk for otte stemmer, som undertitlen lyder.

 Vi møder damen, som først sent opdager kærligheden til en mand, som i virkeligheden mere elsker sin cello højere end hende eller manden der er på jagt efter en melodi og konstaterer, at hans mor har stjålet ham som spæd. Det er ikke alle fortællingerne der giver en stof til eftertanke. , men i Internationale skriver Vibeke Marx om socialisten Knud, der tror på idealerne og på indholdet i sangene og som vil skrive en roman, men på et forfatterseminar bliver latterliggjort:

Knud: Jeg vil beskrive den kamp, det er at blive ved at være idealist i en tid, hvor individualiteten forgudes, hvor det drejer sig om, før alt andet, at realisere sig selv, hvor det eneste der sælger er biografier om store mænd, også selvom nogle af dem er nogle rigtige psykopater, hvor en økonomisk forbryder ikke skammer sig, men giver interviews fra cellen, mens en, der taler de svages sag bliver kriminaliseret.

Instruktøren: Er den sådan en slags skjult socialisme, du mener?

Knud: Nej, ikke skjult.

Instruktøren: Det er jo propaganda, og det har ikke noget med kunst at gøre.

Så simpelt kan tidens litteraturkritik vel egentlig beskrives: Litteratur der tør være kritisk ved samfundet bliver kritiseret af det borgerlige parnas. Vibeke Marx tør skrive med hjertet på rette sted og det gør bogen anbefalelsesværdig.

Vibeke Marx: Musikken og kødet. Lindhardt og Ringhof, 2004.