Vibeke Marx: Af ingenting
Af ingenting er historien om Drine, et hittebarn, der vokser op på et børnehjem uden nogen form for erindring om sit ophav. Hendes ”søskende” på børnehjemmet kan fortælle historier om forældre og søskende, men Drine kan intet huske, og derfor begynder hun at digte sin egen historie. Hun får et tæt forhold til Ena, en af de andre piger på hjemmet, og sammen bliver de enige om at dele Enas historie. Nu er de søstre.
Vi følger Drine, mens hun bor på børnehjemmet, videre ud i livet som tjenestepige og siden hen som mor og hustru. Gennem hele livet følger det hende, at hun ikke ved, hvem hun er og hvor hun kommer fra. Og hele tiden frygter hun, at det skal komme frem, at hun er hittebarn. I sin iver efter at skabe noget ”rigtigt” for sig selv og ikke være forkert eller blive set skævt til, må hun træffe nogle svære valg, som truer med at gøre det hele endnu værre. Og den opdigtede familiehistorie, som tidligere hjalp hende på vej, ender med at plage hende mere end den gavner.
Vibeke Marx er en virkelig skarp fortæller. Jeg-fortællingen, der dækker over både Drine som barn, ung kvinde og voksen er meget troværdig, og det er et interessant indblik i, hvordan børn måske tænker, når de får afvigende og upræcise svar fra voksne. Men det er også en bog, der gør lidt ondt i maven.
Sproget rammer tiden og stemningen meget præcist og det er en fornøjelse at læse. Det er så godt ramt, at jeg på tidspunkter hørte titelmelodien fra Matador spille i baggrunden.
Vibeke Marx, Af ingenting, Modtryk, 29. august 2014, 328 sider.
[…] Marx har udgivet rigtig mange bøger, og du kan også læse vores anmeldelser af for eksempel Af ingenting, Nederste skuffe og Musikken og […]