Søren R. Fauth: Moloch. En fortælling om mit raseri
“Det hænder/ at jeg skriger af raseri / alt for ofte hænder det / at jeg råber min fortvivlelse ud.”
Sådan starter Søren R. Fauths heftige og intense langdigt “Moloch. En fortælling om mit raseri”. En fortælling, der ikke er for sarte sjæle, fordi den brøler sin smerte så kraftigt ud, at den sætter sig i sind, knogler og hjerte, der blafrer lang tid efter bogen er læst til ende. Voldsomt og vildt fortæller digtet historien om det altoopslugende raseri, som forfatteren oplevede i forbindelse med sin skilsmisse, der var ved at tage livet af ham.
Hvis man selv har oplevet en skilsmisse, vil man nok kunne nikke genkendende til mange af Fauths følelser. Beskrivelsen af vreden, smerten, afmagten, svigtet, illusionernes ubærlige tæppefald, opløsningen og nedsmeltningen af en familiestruktur blæste i hvert fald mig fuldstændig bagover.
“Moloch” er et gammelt testamenteligt flerhovedet monster, der fortærer mennesker – fuldstændig ligesom raseriet kan gøre det. Et meget fint sindbillede på den kærlighed og smerte, som Fauth beskriver så rammende i dette langdigt, som sendte mig på en både pinefuld og forløsende rejse tilbage til skilsmissens slagmark af fremmede og forbudte følelser. Følelser, der æder en op indefra, fortærer hår, hud og følelser, så man efterlades fuldstændig blodfattig tilbage:
“Moloch spiser mig/ igen og igen/ kaster mig op hver dag/ monstret kommer til mig om natten/ kommer til mig om dagen/ i toget/ i bilen.”
Rammende og præcist sætter Fauth ord på det, der sker med os, når livskrisen indtræffer. Her har krisen en udenomsægteskabelig affære som afsæt, og mesterligt sætter Fauth ord på fortvivlelsen over svigtet, og forsøget på igen at finde fodfæste i en knust verden.
“Filmen kører uafbrudt/ jalousien ætser /rister /steger/ udraderer/ kærligheden: tankerne på det/ der føles som et altomfattende bedrag/ det totale svigt/ … Hvorfor kan jeg ikke bare tilgive det/ trække på skuldrene/ forstå og forsone/ hvorfor ender jeg hele tiden med at være krummet inde i mig selv.”
Hold nu op, hvor er det fremragende. Nutidens raseri forenes med fortidens lykke og lysglimt. Før og nu. Kærlighed og had. Det binære skisma og paradoks, fanges fremragende ind i dette mesterværk, som får klumpen i halsen til at vokse og tårerne til at trille stille ned af kinderne. Helt uden nåde tages vi med derhen, hvor det gør allermest ondt, og hele kroppen stritter imod. Men alligevel læser vi videre, fordi Fauths eminente sprog og præcise og rammende ordvalg både formår at føre og forføre samtidig med at der gives rum til reflektion.
Så hvis du tør, så læs den mesterlige “Moloch” og stig på en både pinefuld og meget gribende poetisk rejse ind i raseriets frie fald. Det er hverken behageligt eller sjovt. Men det er sjældent gribende – og så prikker den lige der, hvor det gør allermest ondt.
Samme forfatter har skrevet Digt om døden – En bog om min far, som jeg også har anmeldt med stor ros.
Søren R. Fauth: Moloch. En fortælling om mit raseri, Forlaget Vandkunsten, 244 sider, udkom den 22. april 2020.