Da jeg første gang hørte om Søren R. Fauths “Digt om døden. En bog om min far”, tænkte jeg, at det lød som en meget tung bog om et meget tungt emne. Og så oven i købet i formen af et langdigt! Både langt og tungt! Men heldigvis overvandt min nysgerrighed min skepsis. Forfatteren Søren R. Rauth er nemlig altid et spændende bekendtskab. “Digt om døden” er ingen undtagelse.

“Digt om døden” er en hudløst ærlig og rivende rå fortælling om smerte, svigt og savn. Et såkaldt autofiktivt værk, hvor vi følger en søns sidste tid med sin far.

Fortællingen sættes igang, da fortællerens far indlægges på Frederiksberg Hospital. Da det sker, beslutter digterjeg’et sig for at undersøge, hvem hans far og den øvrige familie egentlig var. En intens jagt på rødder, identitet og eksistens begynder. Og skeletter og sorger vælter ud af skabet i en grum dunst af alkohol, depression, angst og sygdom.

Vi møder fortællerens psykisk forkrøblede, alkoholiske far Jürgen, der har mistet førligheden på grund af alkoholmisbrug og ikke har langt igen. Og den højtelskede søster Mette, der dør af lungekræft som alt for ung. Farfaren Josef, der døde som soldat ved Østfronten. Den alkoholiserede mor og den depressive, dybt sparsommelige mormor.

Men ikke mindst er værket en beretning om fortælleren, digterjeg’ets, eget liv og dagligdag, som er plaget af anoreksi, tvangstanker, angst og depression.

“Søvnløsheden har fat i mig / vågner i vores venners hus klokken fem om morgenen / i løbet af tre døgn har jeg fået højst tolv timers søvn / står op klokken fem / går ind i stuen / læser ‘Stoner’ i en time / modløsheden stilstanden i den bog / uhyggeligt nervepirrende / der sker intet i den bog / den kryber bare langt ind under huden på mig / paralyserende / jeg vil ikke ende som Stoner .”

Som i en uendelig lang syret drøm, skildres fortællerens egne erindringer, drømme, længsler, fantasier og tanker i en hvirvlende, sanselig og yderst raffineret stream of consciuosness. Begivenhederne krydser hinanden, interagerer og blandes sammen i fortællerens indre monolog.

Formen, den associative tankestrøm, der lader bogens personer træde frit ud og ind ad fortællerens forskellige bevidsthedsniveauer, gør fortællingen autentisk og skaber en intens, filterløs åbenhed, som man drages af. Fragmentvis og i brudstykker præsenteres vi for de mange individers universelle kamp med dæmoner og engle.

“hun/ min mor/ har vodka med i kufferten/ hun/ min mor/ forlader ind i mellem stuen —køkkenet/ fællesarealerne i huset/ for at gå ovenpå og drikke vodka/ det er et mirakel/ at hun stadig lever/ hun falder mere og mere sammen/ som min mormor/ der til sidst var en halv meter lavere end hun var/ da hun var på sit højeste/… min mormor/ der var smuk/ min mormor/ der havde depressioner/ som i perioder var lammet af angst/ min mormor/ der lagde den brugte køkkenrulle til tørre på radiatoren/ så hun kunne bruge den igen dagen efter og dagen efter igen/ jeg har aldrig set en spegepølse skåret så tyndt/.”

“Et digt om døden” er en mesterlig og smertelig fortælling om liv og død, skæbne og menneske. Fortidens skygger kastes ind over nuet, og viser, hvordan der i det enkelte menneskes kuffert altid er fuld af fortid. Sublimt og raffineret.

Søren R. Fauch: Digt om Døden. En bog om min far, Forlaget Vandkunsten, 249 sider, september 2018.