Caroline Albertine Minor: Hummerens skjold
Er du en opmærksom og tålmodig læser, har du en virkelig stor og interessant læseoplevelse i vente med Hummerens skjold af Caroline Albertine Minor.
Vi følger 3 voksne søskende, der lever vidt forskellige liv. Ea bor i USA med sin kæreste og bonusdatter. Sidsel bor i København og er alene med datteren Laura. Og lillebror Niels opholder sig i København uden fast bopæl.
Det er en roman om kærlighed, forelskelse og brud. Og alt det midt imellem. Og det er også en roman om forældreskab, både det biologiske og det der vedrører pap/stedforældre. Og så er det en roman om svigt og omsorg og om livet!
Romanen tager lang tid at læse. Den er vildt kompakt. Og sindsygt god. Man vil høre om dem alle! Man fornemmer en virkelig dygtig forfatter, der kan sit håndværk og som leger med sproget.
Indledningen kan forvirre. Som læser lander man midt i noget, man ikke aner, hvad er. Lad dig dog ikke slå ud af det! Snart er du tilbage i de levendes verden igen. Og så giver det atter mening.
Caroline Albertine Minor fremskriver karakterer med dybde og fylde. Og jo mere jeg fornemmer dem, desto mere vil jeg lære dem at kende. Man kan med fordel notere persongalleriet ned. Det måtte jeg gøre for at kunne holde redde på alle karaktererne.
Hør gerne programmet Skønlitteratur på P1 af d. 12. august 2020 (kan hentes som podcast eller på dr.dk) som intro til din læsning af den glimrende og kompakte roman.
Hummerens skjold er et oplagt bud på en roman til den kræsne læser, der gerne lader sig udfordre af litteratur.
Caroline Albertine Minors tidligere udgivelse Velsignelser (noveller) er solgt til udgivelse i flere lande og blev nomineret til en række priser, blandt andet Nordisk Råds Litteraturpris. Forfatteren bor på Nørrebro med sin kæreste og to børn. Hun er uddannet fra Forfatterskolen og læser antropologi på Københavns Universitet.
Caroline Albertine Minor, Hummerens skjold, Gutkind, August 2020, 291 sider.