Som ude på det dybe blå hav, hvor de vuggende bølger overtager dig uden at hive og flå i dig, gribes man af Caroline Albertine Minors nyeste bog Velsignelser. Med stilsikkert overskud, en dragende medmenneskelighed og frem for alt elegance bevæges læseren af de i alt 7 noveller om sorg, tab og kærlighed, men måske først og fremmest om “afstand”.

Når jeg ser – afstand – som et centralt omdrejningspunkt for Minors bog, hænger det sammen med den elastiske distance som novellernes karakter oplever i forholdet til deres medmennesker både i fysisk og mental forstand. Distance går symbolsk igen i både titler, navne og steder. Således starter bogens første novelle “Village de France” også med at tage læseren til sydfrankrig. Jeg-fortælleren, Helena, skal besøge sin far, som er blevet alvorlig syg, men faderen er en person i hendes liv, som hun knap kender. I næste novelle møder vi veninderne Gedske og Solveig. Gedskes datter kaldet Anso (Annesofie) har under et ophold som au pair i Australien begået selvmord af uvisse grunde. Gennem resten af bogen foldes denne fortælling ud fra forskellige personers synsvinkel og meget passende afsluttes værket med novellen “Anso får det sidste ord”.

Men ikke alle steder er uden for Danmark: “På en bænk i Enghaveparken gav vi bare op. Jeg blev siddende og så ham halte væk i sin halvlange, sorte frakke med en stor trang til at skyde ham i ryggen. ” I den centrale novelle “Sorgenshave” er M. efter et biluheld blevet hjerneskedet og har efterladt kæresten Caroline alene med deres to årige søn og et ubærligt savn efter den han engang var.

Titelnovellen “Velsignelser” foregår ligeledes i Danmark. Therese er taget med sin mand, deres fælles barn og mandens arbejdskollega i sommerhus i forbindelse med mandens arbejde. Therese har haft en betydningsfuld affære med parrets fælles ven, som er død efter en overdosis. Nu har hun navngivet deres barn efter ham, Aron. I den nærliggende landsbykirke bliver hun med omsorg, medmenneskelighed og uden dømmekraft modtaget af præsten og de øvrige mødre til den ugentlige babysalmesanggruppe.

Det nærvær og den ømhed, hvormed både personer og omgivelser beskrives, gør novellerne både gribende og intense, uden at bogen bruger store armbevægelser og drama. Det hele er tværtimod pakket så raffineret ind, at læseren ikke tynges af de alvorlige emner, men derimod fornemmer et spirende håb i teksternes “tomme pladser”, det der står mellem linjerne og i de åbne slutninger. Bogen er en skitse over en ny generations “holden sig” til en forandret verden, hvor distance, medmenneskelighed og familie har en helt anden klang end den havde for bare 50 år siden. Det er bestemt en læseværdig bog, og jeg glæder mig meget til at følge Caroline Albertine Minor frem over.

Caroline Albertine Minor, Velsignelser, 237 sider, Marts 2017, Forlaget Rosinante.