Santa Montefiore: Mindernes længsel
Santa Montefiore er kendt for sine kærlighedsromaner, der skrives i en lettilgængelig feel good stil. Denne stil udfordrer hun lidt i sin nye roman Mindernes længsel.
I bogen møder vi den elskelige Marigold, der bor med sin familie i en lille engelsk landsby. Hun driver den lille lokale købmandsbutik og tager sig af sin gamle lidt bitre mor, sin venlige og hjælpsomme mand og de to voksne døtre, der en overgang begge bor hjemme.
Den yngste datter er aldrig rigtig fløjet fra reden, men tjener lidt lommepenge som influencer og freelancejournalist. Den ældste flytter hjem efter et kuldsejlet længerevarende forhold til en italiener, hun boede sammen med i Milano.
Men ikke alt er som det plejer hjemme i det hyggelige hus. Marigold er blevet så glemsom, og selvom hun prøver at slå det hen, skjule det og ignorere det, så er det efterhånden tydeligt at noget er helt galt. Demens er ved at æde sig ind på Marigold, hendes liv, minder, personlighed og familien forsøger at støtte hende så godt de kan.
At Marigold har været en ildsjæl i landsbyen, får de andre beboere til også at tage sig af hende. Familien oplever en stor glæde ved den støtte og må samtidig leve med at deres kære mor, kone og datter forsvinder for øjnene af dem, selvom hun stadig er iblandt dem.
Det er ikke nemt at elske så højt, når man samtidig ædes op af sorg og angsten for ikke at kunne slå til.
Mindernes længsel er meget rørende og selvom der er gode oplevelser i familien er fortællingen også ret tung. Der ligger en gennemgående tristhed over historien og man føler virkelig med den lille familie, der gennemgår denne forvandling og den understreger den kendsgerning, at selvom kærligheden er stor, er sygdommen større og ender med at få overtaget.
Et vigtigt emne, der rammer mange familier, der står i umulige dilemmaer og må træffe hjerteskærende valg for deres nærmeste.
Vi har også anmeldt Biavlerens datter og Den franske gartner af samme forfatter.
Santa Montefiore, Mindernes længsel, Forlaget Turbulenz, på dansk ved Poul Henrik Westh, 395 sider, August 2020