// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Charlotte Bork Høvsgaard: Kornmod
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Charlotte Bork Høvsgaard: Kornmod

Skrevet af den 29. juni 2020 – 06:38Ingen kommentarer

Kornmod er en kort roman om en kvinde, der befinder sig midt i livet. Hvem er hun, der midtvejs? Forældrene bliver ældre. Sønnen bliver stor og flytter snart hjemmefra. Og efter at have mistet sin mand for nogle år tilbage, forelsker hun sig i en mand. Man får et indtryk af, at bogens hovedperson og fortæller bygger rigtig meget på forfatterens eget liv og teksterne får derfor lidt en snert af dagbog eller rejsepostkort til de nærmeste.

Vi møder hende en varm augustaften i hendes hjem, hvor hun fortæller om at kunne se “kornmod fra mit hus. De lydløse lyn flimrer langs horisonten og ligner bombardementer af fjerne byer. For hver serie af glimt forventer jeg lyden af torden, men afstanden er for stor til, at jeg kan høre den. Jeg sætter mig i min sofa i stuen eller på slagbænken i køkkenet og iagttager det hele fra den trygge side af vinduet.”

Vi er med, når hun finder sko fra sin barndom, med når hun møder sin kæreste og med når hun tager til Harzen med sønnen på ferie.

De lidt for detaljerede og beskrivende afsnit om, hvad hun pakker i sin weekendtaske, hvad en gynækolog foretager sig og at hun har spottet en børnehaves mange børn i Berlin fandt jeg ikke særligt spændende.

Det fandt jeg til gengæld de afsnit, der handler om at miste eller frygten for at miste. Giv mig mere af tvivlen! Mere af angsten og frygten for at miste! Som her “Der er dødeligheden og magtesløsheden, som aldrig slipper mig.” Hun fortæller om dengang sønnen var lille og hun var bange for, at han skulle få en gulerod galt i halsen, fortæller om bekymringen for at han bliver kørt ned, eller at han i en brandert falder ud over en altan.

Giv mig mere af konflikten, hvad enten det er den indre eller den i relationen til andre. Der er et stærkt og fint afsnit om tvivlen over at have gjort det rigtige. Fortælleren får et skriveophold på en måned i Berlin. Hun tager sin nye kæreste med og lader sin store søn (ca. 17 år) blive hjemme i huset sammen med hunden. “Jeg tilhørte to verdener; morens og kærestens. I Berlin var jeg kæreste med Jakob og i gang med at skrive en bog. Her sov jeg længe, elskede midt på dagen….” Og videre …”I smsérne med Halfdan (red. sønnen) var jeg en mor, der drog omsorg på afstand og mærkede et gammelt og dybt behov for at hjælpe og være der.” Her er der noget på spil! Hvem kender ikke splittelsen mellem de to grundlæggende behov: at drage omsorg for sine børn og friheden/elskoven/driften?

Der er desværre for få af de stærke interessante afsnit til at gøre denne anmelder begejstret.

Læs også vores anmeldelse af Puk Qvortrups meget rørende debutroman Ind i en stjerne. En roman om liv og død. Baseret på hendes oplevelse af at miste sin ægtefælle. Eller læs vores anmeldelse af Lotte Kirkebys roman De nærmeste, der handler om at miste forældre og om at stå midt i livet, når de store børn ikke længere har brug for en på samme måde som da de var små. Kornmod mindede mig på disse fine romaner.

Charlotte Bork Høvsgaard, Kornmod, Juni 2020, 127 sider, Forlaget Grønningen 1.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.